Messi slår Barca-rekord – her er hans holdkammerater fra debuten i dag
I anledning af Lionel Messis kamprekord for FC Barcelona, kigger vi nærmere på Barcelona-holdet, Messi debuterede på.
Lionel Messi bliver søndag aften den spiller i FC Barcelonas historie med flest kampe for klubben. Her overgår han sin tidligere anfører Xavi, som hidtil har siddet på rekorden med 767 kampe for Barcelona.
Rekorden kommer til at hedde 768, og den vil kun blive udbygget, så længe den lille argentiner stadig huserer i LaLiga, hvilket han efterhånden har gjort i 17 år.
For 17 år er der gået, siden vi første gang kunne se Barcelonas nuværende nummer 10 på højeste niveau. Datoen var den 16. oktober 2004, modstanderen hed Espanyol, og øjeblikket blev starten på en æra for både Barcelona, Messi og en masse fodboldfans verden rundt.
Logoet på brystet er stadig det samme i dag, som det var i 2004, for Lionel Messi. Men hvad med holdkammeraterne, der pænt tog imod den dengang 17-årige stjerne i svøb? Hvad laver de i dag, mens Messi fortsat slår rekorder?
Nedenfor kan du læse om de 12 Barcelona-spillere, der var banen den dag, Messi debuterede.
Victor Valdés
Målmand, Spanien, 39 år, spillede 536 kampe (7. flest) for Barcelona fra 2002-2014.
Den spanske målmand stoppede karrieren i 2017, da han spillede for Middlesbrough. Siden har han haft flere mindre trænerjobs i blandt andet FC Barcelona, hvor han har været træner for U19-holdet. Senest stod han i spidsen for catalanske UA Horta, der spiller i den tredjebedste spanske række. Dem forlod han dog i januar 2021, og han er derfor uden job lige nu.
Juliano Belletti
Højre back, Brasilien, 44 år, spillede 103 kampe for Barcelona fra 2004-2007.
Belletti sluttede sin karriere i Ceará Sporting Club i hjemlandet Brasilien. Ligesom Valdes er han også gået trænervejen, hvor han fra 2016-2017 var Team Manager i brasilianske Coritiba, inden han i februar 2020 tiltrådte samme stilling i Cruzeiro. I dag er han fortsat i Cruzeiro, men i rollen som assistentræner. Samtidig bestrider han hvervet som ambassadør for FC Barcelona.
Carles Puyol
Midterforsvar, Spanien, 42 år, spillede 593 kampe (5. flest) for Barcelona fra 1999-2014.
Barcelonas tidligere anfører og forsvarskriger indstillede karrieren i 2014. Efter karrestoppet strøg han direkte over i en rolle som assisterende sportsdirektør i FC Barcelona. Et job han havde indtil 2015. Siden har der været stille fra den spanske fighter, men i 2019 blev han tilbudt en rolle som sportsdirektør i klubben, som han valgte at afslå. Flere rygter går dog på, at han muligvis har planer om at træde ind i Barcelona i en lignende rolle i den nærmeste fremtid, efter Joan Laporta har overtaget posten.
Oleguer Presas
Midterforsvar, Spanien, 41 år, spillede 175 kampe for Barcelona fra 2002-2008.
Et af de mindre profilerede navne fra Messis debutkamp. Om ikke andet nåede han hele 175 kampe for Barcelonas førstehold. Oleguer stoppede karrieren i 2011 i Ajax og er siden gået en anden vej end mange af sine holdkammerater. Forsvarsspilleren har nemlig involveret sig i politik i hjemlandet, og han har ligeledes taget en uddannelse i økonomi fra det autonome universitet i Barcelona. Oleguers seneste projekt blev søsat i 2019 med et socialt formål. Her var han fodboldtræner for en gruppe drenge og piger i en gammel spansk kaserne ved navn Sabadell Civil Guard.
Giovanni van Bronckhorst
Venstre back, Holland, 46, spillede 154 kampe for Barcelona fra 2004-2007.
Han er kendt for sit svære navn og for sit drømmemål mod Uruguay ved VM i 2010. Van Bronckhorst sluttede sin professionelle karriere i Feyenoord i 2010, og her blev han og kastede sig over trænergerningen. Fra 2011-2015 var han assistenttræner i den hollandske klub, hvilket blev efterfulgt af fire år som cheftræner. I 2020 skiftede han Holland ud med Kina og et trænerjob for Guangzhou City, hvor han var i 11 måneder. For nuværende står hollænderen uden job.
Rafael Márquez
Defensiv midtbanespiller/midterforsvar, Mexico, 42 år, spillede 242 kampe for Barcelona fra 2003-2010.
Defensivspilleren har faktisk holdt gang i karrieren helt indtil 2018, hvor han afsluttede sit professionelle virke i hjemlandet Mexico for klubben Atlas Guadalajara. Her sad han efterfølgende som sportsdirektør i lidt over et år. Lige nu nyder Marquez tiden uden et fast arbejde, men han drømmer om igen i fremtiden at være involveret i en fodboldklub - helst i Europa.
Xavi Hernández
Midtbanespiller, Spanien, 41 år, spillede 767 kampe (2. flest) for Barcelona fra 1998-2015.
Xavi bliver nu overgået af Messi som spilleren med flest kampe for klubben. Den spanske maestro slog sine sidste gyldne afleveringer i Al-Sadd i Qatar, hvor han efter fire år som spiller overtog trænerposten i 2019. Her er han fortsat at finde, selvom han i flere omgange er blevet rygtet tilbage til Barcelona som en mulig ny cheftræner.
Deco
Midtbanespiller, Portugal, 43 år, spillede 161 kampe for Barcelona fra 2004-2008.
Den vævre portugiser med det borgerlige navn Anderson Luís de Souza spillede sin sidste professionelle fodboldkamp i Fluminense i Brasilien i 2013. Siden har han været en stor del af holdet 'Barca Legends', hvor han sammen med en lang række andre tidligere Barcelona-profiler rejser rundt og spiller opvisningskampe mod andre legendariske mandskaber.
Ronaldinho
Venstre wing, Brasilien, 41 år, spillede 207 kampe for Barcelona fra 2003-2008.
Han tryllebandt hele verden med sine boldkunstner, sin uforudsigelighed og sit altid gode humør. Og så modtog han et stående bifald fra rivalernes fans på Bernabéu. I dag er han dog havnet i mere modvind, end hvad man dengang havde forestillet sig. I 2020 blev han anholdt og varetægtsfængslet forud for et velgørenhedsprojekt i Paraguay, fordi han sammen med sin bror angiveligt var rejst ind i landet med falske pas. Det fandt sted kun et år, efter de brasilianske myndigheder inddrog Ronaldinhos pas, fordi han ikke kunne betale en millionbøde for miljøskader.
Efter en måned bag tremmer vendte brasilianeren ud igen og afsonede resten af sin straf som husarrest.
Henrik 'Henke' Larsson
Angriber, Sverige, 49 år, spillede 59 kampe for Barcelona fra 2004 til 2006.
Den svenske angriber, der både var at finde med skulderlangt hår og skaldet isse, har haft flere managerjobs i Sverige, siden han stoppede - blandt andet for Helsingborg. Men i august 2020 vendte han tilbage til Barcelona, hvor han nu bestrider rollen som assistenttræner for Ronald Koeman.
Samuel Eto'o
Angriber, Cameroun, 40 år, spillede 199 kampe for Barcelona fra 2004-2009.
Den målfarlige angriber stillede støvlerne på hylden i 2019 efter et ophold i Qatar. I tiden efter har han lagt sin energi i at forbedre mulighederne for dårligt stillede børn og unge i Cameroun. Det gør han gennem sin egen organisation, 'Etoofoundation', hvor uddannelse, sundhed og sport er kerneværdierne. Eto'o sidder selv som præsident i organisationen.
Andrés Iniesta (indskiftet i kampen)
Midtbanespiller, Spanien, 36 år, spillede 674 kampe (3. flest) for Barcelona fra 2002-2018.
Endnu en vaskeægte Barcelona-legende. Iniesta blev indskiftet, et kvarter før Messi for første gang stemplede ind for catalanerne. Og de to indskiftere fra dengang er i dag de eneste aktive fodboldspillere fra Messis debutkamp. Således er spanieren altså fortsat at finde på grønsværen, hvor Barcelona i 2018 blev byttet ud med japanske Vissel Kobe.
Kilder: Transfermarkt, as.com, Mundo Deportivo, Ritzau og TV 2 SPORT.
De resterende spillere på FC Barcelonas bænk, der ikke kom i aktion i kampen mod Espanyol i 2004 var:
Rubén Martínez, Fernando Navarro, Carlos Peña, Damià og Cristian Hidalgo.
Holdet blev trænet af Frank Rijkaard, og Barcelona vandt kampen med 1-0 på mål af Deco.