FCK udpeger Brøndby som favoritter - kan være rent spin, siger træner
FCK har udråbt Brøndby som mesterskabsfavorit, men det tager Brøndbys træner med forbehold.
FC Københavns cheftræner, Jess Thorup, udråbte efter 21. spillerunde ærkerivalen Brøndby IF som favorit til at tage mesterskabet i Superligaen.
Den favoritværdighed har Brøndby generelt ikke været meget for at tage på sig, og efter 22. runde af Superligaen, hvor Brøndby fortsat er nummer et, er det stadig tilfældet.
Cheftræner Niels Frederiksen mener, at rivalens udtalelse lugter af spin.
- Jeg håber, de mener det, når de anerkender os, og det er vi da rigtig glade for, men jeg har også været i denne branche i så mange år, at jeg også kan gennemskue, når noget er rent spin. Det kunne man da godt tænke, at det var.
- Men jeg skal ikke udtale mig om de motiver, de har i deres udtalelser, siger Brøndby-træneren.
Gengiver fakta
Han mener ikke selv, at Brøndby benytter sig af en strategi om at underspille sin favoritværdighed.
- Nej, der er ikke meget bevidst i det. Jeg kigger på fakta og realiteterne, og det prøver jeg at gengive.
- Vi fører, og det nyder vi hvert sekund af, men jeg er nødt til at sige, at hvis vi skulle være favoritter til det her, så er der nogen, som bruger sine muligheder, som fanden læser biblen - og det er ovenikøbet på en god dag, siger han.
FCK tabte søndag 1-2 til Randers FC, og dermed har Brøndby et forspring på ti point ned til FCK på fjerdepladsen efter selv at have spillet 1-1 med rækkens nummer tre, AGF.
Maxsø vil ikke afskrive nogen
Forspringet til FCK er dog ikke nok til at afskrive rivalen i kampen om guldet i Superligaen.
- Hvis vi antog, at FCK slog os i vores indbyrdes kampe, så skal de hente fire point på de otte andre kampe, og det kan sagtens lade sig gøre. Så jeg afskriver ikke nogen, siger Niels Frederiksen, der bakkes op af sin anfører Andreas Maxsø.
- Ti point er meget i et slutspil, hvor alle kommer til at tage point fra hinanden, men jeg vil ikke afskrive nogen, siger Maxsø og tilføjer om guldkampen:
- Lige nu ligger vi og FC Midtjylland tæt på hinanden, men man skal huske, at det hurtigt kan blive tæt igen. Det er ikke kun en kamp mellem Midtjylland og os.
Brøndby fører med to point ned til FC Midtjylland og syv point til AGF.