Messis scoring gav varme erindringer om en svunden tid
TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser nærmere på ugen, der er gået i LaLiga.
Sidste uges højdepunkt(er)
FC Barcelona i opvisningsstil
FC Barcelona afsluttede LaLiga-weekenden med et festfyrværkeri af en forestilling, og de fremstår lige som det bedst spillende mandskab i det spanske.
Messi var vanen tro en fryd for (fodbold)øjet, men opvisningen søndag aften var mere end blot magi fra troldmandens fødder. Ronald Koemans tillid til klubbens unge spillere samt tiltro til et nyt system har i den grad gjort 2021 til catalanernes år.
Tandhjulene ser ud til at være faldet i hak og pludselig ligner Blaugrana det oplagte bud på en vinder af LaLiga denne sæson.
Det sublimt gennemspillede angreb ved Messis sidste scoring gav varme erindringer om en svunden tid i FC Barcelonas nyere historie, og “genopstandelsen” har været stabil i flere måneder for Barca. Kan de holde den nyvundne stabilitet i præstationerne, kan en af klubbens mest turbulente sæsoner nogensinde ende med The Double.
Selv i en klub med FC Barcelonas rige fodboldhistorie ville sådan en præstation kræve større skrifttyper, når sæsonen 2020/21 skulle bogføres, og det ligner unægteligt, at Ronald Koeman har gjort sig fortjent til et år mere i det varme sæde på Camp Nou.
I horisonten venter et El Clasico, hvor såvel system - som den unge garde - skal stå sin styrkeprøve i arvefjendens hule. Det ikoniske opgør er fastsat til 10. april klokken 21:00, så ryd allerede nu kalenderen hele den lørdag aften!
Sidste uges oversete
Mål i alle udgaver
Weekendens LaLiga runde bød på scoringer, der alene kunne skabe enkeltstående overskrifter.
Nabil Fekir åbnede runden med en utrolig dribletur, som hensatte seerne til søde minder om en lignende scoring en sen-juni dag på Azteca Stadion i 1986. Slalomløbet fra Fekir var skarpt, målrettet og - selvfølgelig - afsluttede han sin opvisning med at sparke bolden i kassen med højre fod.
Nuvel, Messi lavede en vaskeægte kopi af Maradonas historiske scoring mod England i VM-kvartfinalen tilbage i 2007 i pokalkampen mod Getafe, men siden da er kunststykket sjældent set så flot gengivet, som Fekir gjorde det fredag aften.
Lørdag var det så tid til en målmandscoring og endda en afgørende en af slagsen. Som den anden keeper i sæsonen bankede Yassine Bounou nemlig en bold i kassen og sikrede dermed Sevilla et ufortjent point i allersidste sekund af opgøret mod Real Valladolid.
Forud var gået noget helt horribelt forsvarsspil fra hjemmeholdets side, men selve afslutningen fejlede ikke noget fra Sevillas marokkanske ankermand. Det ene point giver Lopeteguis tropper en buffer på hele 10 point ned til Real Sociedad og bysbørnene fra Betis, og det ligner unægtelig en tur mere i manegen for Sevilla, når fodboldens største milliardcirkus - Champions League - sparkes i gang næste sæson
En danskerscoring var søndag kronen på værket, da Daniel Wass igen-igen dukkede op som målscorer for Valencia. Den danske landsholdsspiller har gjort positionen som højre midtbane til sin egen og kommer dermed frem til en del chancer for de hvidblusede fra Valencia.
Scoringen grundlage en vital sejr for hjemmeholdet, og Gracia kan efterhånden have svært ved at se nedrykningstregen uagtet hvor intensivt han kigger i bakspejlet.
Og nå ja, i rundens sidste opgør tyrede Ander Barrenetxea da lige et projektil ind bag Ter Stegen, inden Messi afsluttede et FC Barcelona angreb, der ville gøre selv Harlem Globetrotters misundelige. Dermed fuldendte han gaveæsken af smukke varianter over spillets vigtigste ingrediens; mål.
Ugens mesterskabsopdatering
Mesterskabskampen lever!
De tre mesterskabsaspiranter sagde endegyldigt farvel til Sevilla som potentiel outsider, alt imens de selv hentede sejre af forskellige karakter.
Real Madrid måtte endnu engang lægge alle sine (offensive) æg i Karim Benzemas fine kurv, og franskmanden forvaltede ansvaret efter behørig vis. Med to uhyre præcise afslutninger og en flot assist sparkede han bunden ud af et Celta-mandskab, der ellers spillede en glimrende anden halvleg og pressede mesterholdet til det yderste.
Atletico Madrids motor er derimod så hakkende for tiden, at et forestående serviceeftersyn ville sende Atlético-karetten til skrot. Kun en straffesparksredning fra Jan Oblak i de døende minutter sikrede førerholdet fuld gevinst i opgøret mod skrantende Alaves.
Den kommende landsholdspause tilkommer Atleti utrolig vel, om end størstedelen af truppen flyver afsted på diverse landsholdsopgaver. Føringen forblev intakt, men det ligner unægtelig et par blytunge ben, som Simeones tropper skal løbe de sidste 10 kilometer af LaLigas marathon med.
Medmindre de bolsjestribede drenge får deres anden luft i de kommende runder, er forspringet alt for spinkelt til at holde hele vejen til mål, når forfølgerne har fundet et stabilt tempo og fornemmer svaghedstegn fra Diego Simeones mandskab.
Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge
LaLiga snupper sig en velfortjent fri-weekend, inden den sidste slutspurt sættes ind i jagten på mesterskab, europæiske placeringer og uddeling af billetter til den næstbedste række.
Den kommende runde løber af stablen midt i påsken, og særligt opgøret mellem Sevilla og Atlético Madrid ligner en kamp man kan glæde sig til, mens vi hepper på Danmark i de forestående VM-kvalifikations kampe.