Officielt: Eriksen får lov til at spille landskampe
Kun ét nyt tilfælde af coronavirus i Inter gør, at Christian Eriksen får lov til at rejse med landsholdet.
Coronakaosset i den italienske klub Inter har så småt lagt sig, og det er positivt nyt for landstræner Kasper Hjulmand.
I hvert fald skriver de italienske medier Gazzetta dello Sport, Sky Sports Italia og La Repubblica, at en ny runde af coronatests kun viste ét positivt tilfælde omkring holdet.
Meldingerne fra Italien blev mandag aften bekræftet af Dansk Boldspil-Union, der lagde et billede på Twitter af, at Eriksen var med selv samme fly.
I sidste uge kom der ellers en nedslående besked fra Dansk Boldspil-Union, der måtte se bort fra Christian Eriksen i - som minimum - den første af tre VM-kvalifikationskampe mod Israel den 25. marts.
Covid-19-restriktionerne i Italien tillod slet og ret ikke Christian Eriksen og co. at forlade klubben.
Danmarks kampe
Landsholdet tager i denne uge hul på VM-kvalifikationen.
- 25. marts Israel-Danmark
- 28. marts Danmark-Moldova
- 31. marts Østrig-Danmark
Udover de ovennævnte nationer er Danmark i gruppe med Skotland og Færøerne. Nummer et i gruppen er sikker på en plads ved VM i 2022, mens de toerne skal ud i playoff-kamp.
Tidligere på dagen havde Kasper Hjulmand endnu ikke opgivet håbet om at få den danske Inter-stjerne med til den første kamp.
- Det er svært at sige, om det udvikler sig. Der er foreløbigt fem blandt spillere og staben, der er smittet. Og det er klart, hvis der kommer et par stykker mere, så bliver det svært. Men hvis ikke der gør, burde der være mulighed for at få ham med. Han er ikke den eneste landsholdsspiller i Inter-truppen, så jeg tror, at der er flere, der vil forhøre sig, om det kunne lade sig gøre, sagde Hjulmand til TV 2 SPORT inden afrejse fra Kastrup Lufthavn.
I kampen mod coronavirussen bliver landsholdsspillerne testet 17 gange på 10 dage, mens de er samlet, fortæller landstræneren.