Fodbold

Atletico-angriber kollapser foran holdkammerater

24-årige Moussa Dembele faldt om under træningen i Atletico Madrid. Senere viser en video, at han forlader træningsanlægget og vinker til kameraet.

Atletico Madrid-lejren fik tirsdag et chok under træningen, da Moussa Dembele besvimede under en træning i klubben.

En video fra DirectoGol viser, hvordan angriberen vælter bagover midt i en udstrækningsøvelse og bliver liggende på jorden, mens benene spjætter.

Holdkammeraterne løber hastigt hen til den 24-årige angriber, mens José María Giménez kommer løbende med en båre. Desuden får spillerne tilkaldt sundhedspersonalet.

Angriberen var dog selv i stand til at rejse sig. Ifølge Marca udgik han sidenhen af træningen og blev tilset. Mediet skriver, at det var et fald i hans blodtryk, der fik ham til at kollapse, og at han var under observation.

DirectoGol skriver også på Twitter, at angriberens tilstand er stabil.

I et senere tweet har mediet en video af franskmanden, der kører fra anlægget. Her vinker han, rækker venstre tommelfinger i vejret og bekræfter, at han har det godt.

Den 24-årige angriber er oprindeligt Lyon-spiller, men har været lejet ud til Atletico Madrid siden januar. Den spanske klub har desuden mulighed for at købe ham.

Franskmanden har dog ikke fået meget spilletid i den spanske topklub indtil videre. I de første to måneder er det blevet til 42 minutter fordelt på to kampe. Derudover har lånespilleren været ramt af coronavirus i starten af februar.

På trods af den minimale spilletid kan han glæde sig over stillingen i La Liga. Her indtager Atletico Madrid førstepladsen efter 28 runder og har fire point til FC Barcelona på andenpladsen.