Fodbold

Solbakken varsler protest – Hjulmand vil tale med ham

Norge vil i sin landskamp onsdag protestere over menneskerettighedsforholdene i forbindelse med VM i Qatar. Det planlægger Danmark ikke umiddelbart.

I denne uge begynder kvalifikationen til VM i 2022, men forberedelserne til slutrunden har længe været i gang.

Det er dog ikke kun fodboldspillet, der fylder i disse måneder. For en måneds tid siden skrev The Guardian nemlig, at 6500 gæstearbejdere på daværende tidspunkt havde mistet livet i forbindelse med forberedelserne.

Det har fået flere parter til at foreslå boykotning af slutrunden, mens andre ønsker at gå en anden vej, nemlig via protester.

Sidstnævnte gælder blandt andre det norske landshold, som vil udnytte sin kamp mod Gibraltar til at råbe op i debatten.

- Vi ønsker at presse FIFA mod at være endnu mere direkte og endnu hårdere mod myndighederne i Qatar. Stille større krav til dem, siger den norske landstræner, Ståle Solbakken, til NRK.

Den tidligere FCK-træner vil ikke uddybe, hvad protesten vil bestå af, og om den vil finde sted før, under eller efter kampen.

Det er dog en plan, som hele det norske landshold bakker op om.

- Det var Ståle, som havde tænkt på et par ting, og så synes gruppen, det var en god idé og en fin start, siger Martin Ødegaard til det norske medie og tilføjer:

- Der er mange, som interesserer og bekymrer sig for det. Der er mange, som vil gøre noget, og jeg føler, hele holdet står inde for det, og det er noget, de vil være med på.

Ingen danske planer - endnu

DBU har tidligere forklaret, at forbundet vil presse på for at skabe ændringer i Qatar, men at et boykot ikke kommer på tale.

Tirsdag talte TV 2 SPORT med landstræner Kasper Hjulmand, som forklarer, at det danske landshold også skal tale om situationen i Qatar. Det er dog ikke sket endnu ved denne landsholdssamling.

Adspurgt om han tror, at danskerne ligesom nordmændene vil protestere i den førstkommende landskamp, kan han ikke give et fuldstændig klart svar - men han forventer det ikke.

- Jeg har ikke noget i støbeskeen. Vi har ikke planer om noget til på torsdag, som det er lige nu, siger landstræner Kasper Hjulmand til TV 2 SPORT.

- Jeg synes, vi skal prøve at samarbejde om, hvordan vi kan få flere forbund med, og hvordan vi kan påvirke og får hele verden til at forholde sig til de menneskerettigheder, der er fundamentale for vores liv og for vores fremtid. Det vil vi selvfølgelig holde nøje øje med. Jeg vil også tale med Ståle efterfølgende.

Landstræneren understreger, at han er enig med Ståle Solbakken og ønsker, at flere skal med i snakken om menneskerettigheder. Dog skal der blandt protesterne også være plads til at spille fodbold.

Det norske landshold møder Gibraltar onsdag, mens Danmark tager hul på VM-kvalifikationen torsdag imod Israel på udebane.