Tysk topklub fyrer træneren
Hollænderen Peter Bosz er færdig som cheftræner i Bayer Leverkusen. Tysk U18-landstræner overtager sæsonen ud.
Bayer Leverkusen har tirsdag fyret cheftræner Peter Bosz efter længere tids formnedgang.
Søndagens 0-3-nederlag på udebane til Hertha Berlin gjorde udslaget for Bundesligaens øjeblikkelige nummer seks. Det fortæller sportschef Rudi Völler til klubbens hjemmeside.
- I lyset af udviklingen over de seneste uger er vi nået til den konklusion, at det ikke længere kan undgås, at vi skiller os af med Peter Bosz, siger Rudi Völler.
Siden årsskiftet har holdet blot hentet 11 point i ligeså mange kampe i Bundesligaen.
Samtidig er Leverkusen røget ud af den tyske pokalturnering til Rot Weiss Essen fra den fjerdebedste række. I Europa League blev det tyske hold i februar sendt ud i 16.-delsfinalen af schweiziske Young Boys.
Tysker overtager midlertidigt
Den sportslige ledelse kan ikke spore fremgang og reagerer derfor nu.
- Nederlaget på 0-3 til Hertha var desværre karakteristisk, og vores hold er på det seneste faldet tilbage i det samme mønster.
- Vi er ikke lykkedes med at få stoppet fejlene og komme tilbage på successporet, siger sportschef Rudi Völler.
Bayer Leverkusen har samtidig stoppet samarbejdet med assistenttrænerne Hendrie Krüzen og Rob Maas samt atletiktræner Terry Peters.
I den resterende del af sæsonen skal 39-årige Hannes Wolf lede holdet. Wolf er hentet ind til Leverkusen fra en stilling som U18-landstræner i Det Tyske Fodboldforbund (DFB).
57-årige Bosz har en fortid som træner i blandt andet Ajax Amsterdam og Borussia Dortmund.