Fodbold

Holland skudt i sænk af Tyrkiet i VM-kval

Tyrkiet sendte hollænderne hjem med et nederlag på 2-4 i holdenes første kamp i VM-kvalifikationen.

Hollands fodboldlandshold missede VM-slutrunden i 2018, og det orangeklædte mandskab er kommet skidt fra start i jagten på næste års verdensmesterskab i Qatar.

Med 35-årige Burak Yilmaz som frontløber og hattrickhelt vandt Tyrkiet 4-2 over Holland hjemme i Istanbul og topper dermed gruppe G før de øvrige opgør senere onsdag.

Foruden Tyrkiet og Holland består gruppen af Norge, Montenegro, Letland og Gibraltar.

Hollænderne sagde i sommer farvel til landstræner Ronald Koeman, som trods succes på posten forlod sin stilling til fordel for et cheftrænerjob i FC Barcelona.

Frank de Boer tog over og fik en blandet start med en andenplads i Nations League. Men i onsdagens udekamp gik det helt galt.

Et kvarter var spillet, da den rutinerede angriber Yilmaz åbnede scoringen med en tåhyler.

Egentlig var den ikke specielt hård eller vellykket, men undervejs ramte afslutningen Matthijs de Ligts hånd og strøg i nettet.

Yilmaz fordoblede sin og Tyrkiets måltotal ved at score på et straffespark begået mod West Bromwich-spilleren Okay Yokuslu med ti minutter til pause.

Blev endnu værre efter pausen

Holland appellerede helhjertet for, at et hovedstød fra de Ligt var over stregen kort før pausen, men dommerens fløjte forblev tavs.

Hvis Holland gik ud til anden halvleg med fornyet håb, blev det hurtigt slukket.

I hvert fald var halvlegen knapt begyndt, før Hakan Çalhanoglu viste sin gode sparketeknik ved at udplacere Tim Krul.

Nede 0-3 var der langt til point, men indskiftede Davy Klaassen bragte en smule spænding i opgøret, da han efter en elegant førsteberøring prikkede første reducering i nettet.

Hattrick og brændt straffespark

Og bare minuttet senere var endnu en indskifter på spil, da Sevillas Luuk de Jong lidt tilfældigt skrabede en ny reducering over stregen.

Netop som spændingen var genetableret, blev den punkteret igen.

Yilmaz sikrede sig et hattrick med en flot frisparksscoring ti minutter før tid, og Memphis Depays brændte straffespark i tillægstiden blev blot en parentes i Europas første VM-kvalifikationskamp i denne omgang.