Fodbold

Det gælder VM, men landsholdet tænker mere på jubel i Parken

KLUMME: Danmark er taget til Israel for at indlede VM-kvalifikationen.

Selvfølgelig er den næste kamp den vigtigste - det står kliche-skrevet med versaler. Det er et trænerudsagn, der ligger under gentag-knappen. Derfor handler det først og fremmest om vitale VM-point torsdag aften i Israel for landsholdet.

Men lur mig, om ikke tankerne er et helt andet sted rundt om de 90 minutter. Spillerne taler om det, de forholder sig til det, de læner sig frem mod det: EM-slutrunden med tre kampe i Parken.

Både dem, der er sikre på at være blandt de udvalgte, og dem, der gør sig til for at få plads i det, der må placeres i kategorien “et fodboldlivs oplevelse”.

Det kan ikke blive større. En slutrunde på hjemmebane med mindst 12.000 fans, med en hel nations interesse, et internationalt event og et mediestunt langt ud over det almindelige.

Landstrænerens altoverskyggende mål

Og selvom landstræner Kasper Hjulmand har en opgave, der kigger mod en mulig VM-slutrunde, og derfor prioriterer de tre kommende kampe på seks dage stykvis, så arbejder han langsigtet på at implementere så meget, der skal kulminere denne sommer.

Det er et altoverskyggende mål. Det var det, han fik med, da han tiltrådte før tid - en garanteret EM-slutrunde.

Hjulmand skal modellere en samling, der kan præsentere sig selv og Danmark optimalt, når der fløjtes op til EM. Det er, hvad det går ud på, selvom der er andre kampe af betydning undervejs.

Vi fik snerten af optimisme med et Hjulmand-landshold, der præsterede pænt i efteråret. Et par gode halvlege i to møder med Belgien og fine udesejre i Reykjavik og London.

Der kom nye spillere, markerede sig, ind, og et fundament blev cementeret.

Schmeichel, Simon Kjær og Christian Eriksen vil jo være de førstudtagne hver gang og rygraden på landsholdet. Men landstræneren viste også, at Daniel Wass, Andreas Christensen, Thomas Delaney, Pierre-Emile Højbjerg, Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite indgår, når vi taler stamme. Nu vil dagsform jo blive talt op, men det ligner et udgangspunkt.

Så skal der vælges venstre back, og her er mulighederne Joakim Mæhle, Jens Stryger Larsen og den eneste venstrebenede, Nicolai Boilesen. Og en 9'er mellem de to hårdtarbejdende og omstillingsparate kanter Yussuf Poulsen og Martin Braithwaite. Jonas Wind og Kasper Dolberg er i spil.

Moldova-møde giver plads til ændringer

Selvfølgelig vil der blive ændret undervejs i de tre VM-kampe.

Mest markant i mødet med Moldova i Herning på søndag. Ingen i 26-mandstruppen, bortset fra Schmeichel og Eriksen, vil være med i alle tre kampe. Dels fordi tre kampe på seks dage i sig selv er krævende, dels fordi spillerne har et hårdt klubprogram, og dels fordi Hjulmand kigger frem mod den optimale EM-trup.

Det giver muligheder for startpladser i “mellemkampen” i Herning til så interessante navne som Joakim Andersen, Andreas Skov Olsen, Christian Nørgaard, Mathias Jensen og tre-fire andre - blandt dem den rutinerede Lasse Schøne. De spiller for en EM-plads.

Vi vil se et landshold, der skal indfase mere fra Hjulmands værksted. Det handler om det varierede presspil, på skiftet mellem de to spilsystemer, der blev brugt i efteråret, på rotationerne på banen og på de offensive standardsituationer. Og så får vi forhåbentlig en offensiv, der laver målene. De forreste har i hvert fald sparet op under Hjulmand - nu skal der åbnes for andet end de liberale erhverv og vores feriepenge.

Har styr på alt andet end pandemien

Kasper Hjulmand har sin plan klar torsdag aften - og frem mod EM. Det eneste han ikke har styr på, er pandemien og dens følger. Den har drillet før, og også op til denne kamp. Da flyet lettede mod Tel Aviv, havde landstræneren ikke det eksakte overblik over, hvem han havde til rådighed - tre dage før.

Men så blev restriktionerne omkring Christian Eriksen løftet, som de blev det ganske uventet på Kasper Dolberg efter weekenden, selvom også han var lukket ned. To ubekendte i ligningen, der har det med aldrig at gå op.

Spillerne er nu i landsholdshabitten, der har fastsyet mundbind og sprit i inderlommen. De er fuldgyldige medlemmer af den rød-hvide boble, sidder ved lange forhandlingsborde ved spisetid på Hilton i Tel Aviv. Der er så langt mellem holdkammeraterne, at den med “ræk mig lige saltet” ikke er fysisk aktuel.

Men Hjulmand roser sammenholdet og den tydelige begejstring hos spillerne over at være netop i landsholdslejren. De har det godt sammen, de oser af ambitioner, de tænker meget på EM-slutrunden. Som en spiller siger det: “Det er større end alt andet”. Altså også større end torsdagens VM-kamp.

Min forventede startopstilling:

Kasper Schmeichel

Daniel Wass - Simon Kjær - Andreas Christensen - Joakim Mæhle

Pierre Emile-Højbjerg - Thomas Delaney - Christian Eriksen

Yussuf Poulsen - Jonas Wind - Martin Braithwaite