Fodbold

Gibraltars træner uenig i norsk protest - Solbakken svarer skarpt igen

Gibraltars landstræner ville aldrig lade sine spillere afgive politiske budskaber, som Norge gjorde onsdag.

Fodbold og politik skal ikke blandes sammen, og problemer med menneskerettigheder skal ikke bekæmpes gennem en fodboldkamp.

Sådan lyder reaktionen fra Gibraltars landstræner, Julio Ribas, efter at have set det norske fodboldlandshold protestere mod VM-værten Qatar med særlige T-shirts før VM-kvalifikationskampen mellem Gibraltar og Norge.

- Jeg vil hverken have, at mine spillere eller mit hold politiserer en sådan anledning, siger Julio Ribas til VG.

- Det er en sag, der handler om menneskerettigheder, men vi vil ikke have, at det skal blandes sammen med fodbold. Det kan godt ske, at det er kritikværdigt, men det er min mening.

- Vi ønsker ikke på nogen måde at deltage i noget, som blander fodbold og politik, siger landstræneren.

Solbakken: - Meningsløs respons

Før onsdagens landskamp fremviste de norske spillere særlige trøjer med et budskab om menneskerettigheder.

"Human rights - on and off the pitch" (menneskerettigheder - på og uden for banen) stod der skrevet på trøjerne, som spillerne bar under afspilningen af de to holds nationalmelodier.

Under opvarmningen havde spillerne iført sig en anden T-shirt, hvor ordet "human rights" var byttet ud med "respect".

Norges landstræner, Ståle Solbakken, var blandt initiativtagerne til protesten mod forholdene i det kommende VM-værtsland. Han er da også temmelig uenig med sin kollega fra Gibraltar.

- Det er en meningsløs respons. Det kan jo være, at han har spillere på sit hold, der gerne vil sige fra i forhold til noget, siger Ståle Solbakken til VG.

Pressechef forhindrede spørgsmål

Ifølge den norske angriber Alexander Sørloth var alle spillere enige om, at de ville sende et budskab i forbindelse med Gibraltar-kampen.

- Som Ståle sagde, havde vi et langt møde om dette. Vi fik lov til at stille de spørgsmål, vi ønskede, og så var alle hundrede procent enige om, at de ville afgive en "erklæring". Alle stod bag den besked, vi leverede i dag, understreger Alexander Sørloth over for VG.

Det norske dagblad skriver, at de forsøgte at spørge Gibraltar-anfører Roy Chipolina til hans mening om nordmændenes protest, men pressechefen for gibraltarerne forhindrede dette.

Norge vandt VM-kvalifikationskampen med 3-0.