Hjulmand gnider sig i hænderne: - Det ser lovende ud

Sammenspillet mellem Jonas Wind og Martin Braithwaite lover godt for fremtiden, mener landstræner Kasper Hjulmand.

I første halvleg scorede Martin Braithwaite på oplæg af Jonas Wind.

- Martin var god. Han var farlig, og han brugte sin fart til at komme ned bagved, som han skulle, siger Kasper Hjulmand til Kanal 5.

I anden halvleg scorede Jonas Wind så selv til resultatet 2-0 mod Israel.

- Han spillede en rigtig, rigtig stærk kamp og gjorde, hvad han skulle. En solid og god indsats af en ung spiller, siger landstræneren.

Der var altså store roser til de to offensive profiler - Braithwaite på venstrekanten og Wind helt fremme - efter Danmarks sejr i den første VM-kvalifikationskamp. En kamp, hvor Kasper Hjulmand samtidig fik svar på, hvordan Danmarks angreb måske også skal se ud fremadrettet.

- Der begynder at tegne sig nogle mønstre, vi kan bruge til noget rent offensivt med den her konstellation. Der var nogle ting igen i dag (torsdag, red.), der ser lovende ud.

- Første mål er et godt eksempel

Landstræneren havde valgt Jonas Wind fra start, fordi han tidligere har vist evnen til at binde Danmarks angreb sammen.

Mod Israel kom det særligt til udtryk, da han med et perfekt hovedstød snittede bolden videre til Braithwaite, der driblede ned og sendte danskerne foran.

- Jeg så noget fra Jonas i Belgien-kampen (sidste efterår, red.), som vi kunne bruge i relationerne, og det første mål (mod Israel, red.) er egentlig et meget godt eksempel.

- Han fik trukket en mand med sig, for han er en god station at spille på, og så fik Braithwaite brugt dybden helt fantastisk, fortalte Hjulmand på pressemødet efter kampen.

Danmark skal spille igen allerede på søndag, hvor Moldova kommer på besøg.

Foruden Danmark, Israel og Moldova består VM-kvalifikationsgruppen også af Østrig, Skotland og Færøerne.