Fodbold

Landsholdets Qatar-protest er en særlig trøje

De 11 startende danske spillere vil bære en speciel trøje med et særligt budskab, når der tages holdfoto inden kampen mod Moldova.

Få timer inden Danmarks VM-kvalkamp mod Moldova har Dansk Boldspil-Union (DBU) løftet noget af sløret for, hvordan det danske landshold vil protestere mod VM i Qatar.

Herrelandsholdet vil nemlig være iført særlige trøjer for at markere deres utilfredshed mod menneskerettighedsforholdene i ørkenstaten, når de får taget holdfoto.

Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.

På Twitter har unionen i øvrigt lagt en kort video op af trøjeproduktionen, men udseendet er endnu ikke offentliggjort.

Sælges på auktion

Trøjerne fra de 11 spillere på holdfotoet vil blive signeret og sat til salg på auktion. Alle indtægter vil derefter gå til migrantarbejdere og deres familier i Qatar via projekter, som menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vil bistå med at udpege.

Det glæder DBU-direktør Jakob Jensen, at spillerne har besluttet at markere sig.

- Vi er alle imod de kritisable forhold i Qatar, både DBU og spillerne. Vi er stolte over, at spillerne vil vise deres holdninger sammen med landshold fra andre lande, og at det kan være med til at skaffe penge til migrantarbejderne og deres pårørende.

- Vi er i dialog med Amnesty om, hvordan vi bedst får pengene helt ud til arbejderne og deres familier, lyder det fra Jakob Jensen.

Markeringen sker i samarbejde med det hollandske landshold, og flere landshold ventes at tilslutte sig kampagnen det næste stykke tid.