- Ti år for sent at boykotte VM, siger tysk landsholdsprofil
Joshua Kimmich mener ikke, at det giver mening at boykotte næste års VM-slutrunde i Qatar.
Debatten om næste års VM-slutrunde i Qatar er højt på dagsordenen, og spørgsmålet om en eventuel boykot bliver rejst igen og igen.
Men at boykotte slutrunden med så kort tid til VM giver ikke meget mening, mener den tyske landsholdsprofil Joshua Kimmich.
- Jeg synes, det er ti år for sent at boykotte VM, siger han forud for Tysklands VM-kvalifikationskamp mod Rumænien søndag.
- Slutrunden blev ikke tildelt i år, men for nogle år siden. Man skulle have tænkt over at boykotte dengang.
Alle bør bidrage til debatten
Qatar blev tildelt VM-slutrunden af Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) i 2010. Siden dengang er mindst 6500 migrantarbejdere døde i landet, regnede The Guardian sig for nylig frem til.
Avisens afsløring har givet debatten ny næring, og flere fodboldlandshold har den seneste uge taget afstand fra overtrædelser af menneskerettigheder i Qatar.
I forbindelse med Tysklands kamp mod Island torsdag aften bar de tyske landsholdsspillere et bogstav hver, som dannede ordet "human rights" - menneskerettigheder.
Også Norge og Holland har lavet markeringer rettet mod slutrunden i Qatar, ligesom Danmark har varslet en markering før kampen hjemme i Herning mod Moldova.
- Vi er nødt til at gribe muligheden og bruge vores platform til at skabe opmærksomhed om de her ting. Men det er ikke kun op til os fodboldspillere. Vi bør arbejde sammen om det, siger Kimmich.
Ingen af fodboldforbundene har endnu besluttet sig for at boykotte slutrunden.