Interessant om landsholdet følger op på protest, mener ekspert
Spillerne på Danmarks herrelandshold i fodbold markerede søndag, at de støtter forandringer. Budskabet mønter sig på situationen i Qatar.
Et lille øjeblik kan være nok til at gøre en stor forskel.
Det slår brandingekspert Simon Bastiansen fast dagen efter herrelandsholdets statement om forholdene i Qatar, hvor VM spilles i 2022.
- Football supports change – fodbold støtter forandring.
Sådan stod der hen over brystet på de danske spillere inden kampen mod Moldova. I otte sekunder fokuserede den internationale tv-produktion på budskabet, og selvom mange kritiserer protesten for at være vag, så rummer den et stort potentiale.
- Otte sekunder lyder ikke af meget, men det er nok til, at vi snakker om det nu. De otte sekunder er forlænget utroligt mange gange i medierne. Derfor har det en meget stor impact og en meget stor power. De her fodboldspillere har en masse indflydelse, for når de gør noget, holder folk øje med dem, fortæller Simon Bastiansen, sponsorrådgiver og brandingekspert hos DentsuX, til TV 2 SPORT.
- De har sindssygt mange følgere globalt, så ét er den hjemlige andedam, hvor vi kan have holdning. Noget andet er, at det kan begynde at eskalere, når andre forbund er med, og hvis de sætter gang i deres sociale medier. Derfor synes jeg, spillerne fortjener ros for at tage en holdning.
I skrivende stund er Joachim Andersen den eneste landsholdsspiller med en offentlig profil på Instagram, der har delt søndagens protest på det sociale medie. Flere andre spillere har omtalt kampen uden at nævne den T-shirt, mange fans har debatteret dagen derpå.
Hvad sker der, hvis Danmark spiller sig til VM?
Inden Danmarks protest stillede Holland op med samme budskab, mens Tyskland og Norge havde ”human rights” – menneskerettigheder – skrevet hen over spillernes trøjer.
Det har været med til at intensivere den debat om blandt andet menneskerettigheder og adskillige dødsfald blandt migrantarbejdere, der har kørt i flere lande, siden Qatar blev tildelt værtskabet for VM-slutrunden i 2022. Ifølge Simon Bastiansen er det ”en rigtig god start” i bestræbelserne på at skabe forandringer, men det er ikke nok:
- Det næste skridt bliver meget interessant, og det skridt skal de være klar til at tage. Lige nu har de ikke noget i klemme, men hvad sker der, hvis de kvalificerer sig? Hvad gør de så? Bliver de hjemme, tager de T-shirten på dernede, eller hvad gør de?
I første omgang sætter Dansk Boldspil-Union søndagens T-shirts til salg. Alle indtægter vil derefter gå til migrantarbejdere og deres familier i Qatar via projekter, som menneskerettighedsorganisationen Amnesty International vil bistå med at udpege.
DBU har ikke meldt ud, om herrelandsholdet planlægger en ny protest i forbindelse med onsdagens kamp mod Østrig.
Ifølge The Guardian er 6500 migrantarbejdere døde, mens landet har forberedt sig på værtskabet.