Fodbold

Alverdens medier omtaler Delaneys skorpion

Thomas Delaney spektakulære mål under en træning har fået en lang række medier til tasterne.

Herrelandsholdet har virkelig gjort sig bemærket under denne samling.

Først med protesten mod Qatar, så rekordsejren over Moldova og nu et perfekt udført skorpionspark under en træning.

I løbet af få timer er Thomas Delaneys pragtmål blevet omtalt så mange steder, at vi for anden dag i træk kan skrive, at landsholdet går verden rundt.

For overblikkets skyld har vi holdt det til ét medie per land.

- Virkelig et godt mål af Danmarks Thomas Delaney, skriver engelske Goal.

- Thomas Delaney scorer flødemål til træning, skriver tyske 90 min.

- Skorpionen udført til perfektion, skriver franske RMC.

- Thomas Delaneys vidunderlige mål, skriver belgiske RTL.

- Sindssygt mål af Delaney, skriver græske Gazetta.

- Vanvittigt afslutning af Thomas Delaney, skriver amerikanske ESPN.

- Perfekt udført skorpion af den danske midtbanespiller Thomas Delaney, skriver indonesiske Sport 7.

En del af omtalen foregår på de sociale medier, hvor Thomas Delaney også selv har delt det fortryllende spark på Instagram.

Han ledsager videoen med en emoji, der forestiller en skorpion, fordi man kalder sådan et hælspark bag ryggen for en skorpion.

Akrobatisk og magisk

På tirsdagens pressemøde forud for VM-kvalifikationskampen mod Østrig blev midtbanespilleren også forholdt til målet.

- Hvis man i mine unge dage havde videofilmet alle mine træninger, havde der været en masser af tage af, sagde Delaney med et grin, inden han fortsatte mere seriøst.

- Det sker nok ikke hver dag. Det er måske også sådan en ting, der sker oftere i træning end i kamp. Jeg havde alligevel brændt den første chance, så jeg tænkte hvad fanden og ville prøve et eller andet vanvittigt. Der var god stemning omkring det mål under og efter træning. Jeg har noteret mig det og vil prøve at gøre det i kamp, men don’t hold your breath.

På pressemødet var Pierre Emile-Højbjerg også til stede, og han fortalte, at han havde svært ved at tro, det var Delaney, der stod bag målet.

- Jeg måtte dobbelttjekke, om det var Thomas. Ej, det var et flot mål. Akrobatisk og magisk på samme tid. Stor cadeau herfra.

Danmark møder Østrig på udebane onsdag klokken 20.45. Kampen bliver liveblogget her på sport.tv2.dk.