Fodbold

- Hvis vi løber væk, kan vi ikke samtidig skabe forandringer

I en Megafon-undersøgelse mener 44 procent af de adspurgte, at Danmark bør boykotte VM 2022 i Qatar.

Mens idrætsprofessor Hans Bonde er overrasket over opbakningen til en boykot af VM i Qatar, så kommer det ikke bag på DBU, at 44 procent mener, at herrelandsholdet bør blive hjemme.

Det fortæller kommunikationschef Jakob Høyer:

- Jeg er ikke så overrasket over resultatet i en måling, der er forsimplet til kun at handle om boykot eller ej. Vi mærker jo også danskernes skepsis overfor forholdene i Qatar. Vi er enige og mener, at der er god grund til kritik mod Qatar – vi er bare ikke enige i, at boykot er den bedste løsning, siger Jakob Høyer til TV 2 SPORT.

- Hvis vi løber væk, kan vi ikke samtidig skabe forandringer. Derfor synes jeg, det er positivt, at flere og flere lande i øjeblikket er med til at skabe et pres på Qatar.

Tallene kommer fra en ny undersøgelse, Megafon har lavet for TV 2. Svarene for de 1002 respondenter, hvoraf 504 var kvinder og 498 var mænd, fordeler sig således:

Boykot eller fremmøde?

  • 44 procent: Boykot VM i Qatar
  • 39 procent: Deltag ved VM i Qatar
  • 17 procent: Ved ikke

Beslutningen om at tildele Qatar VM-værtskabet blev truffet i 2010 af FIFA’s daværende eksekutivkomite, hvor DBU ikke havde sæde.

Hver anden kritiserer DBU

I samme undersøgelse er respondenterne spurgt, hvad de synes om DBU’s og herrelandsholdets indsats for at protestere mod forholdene i Qatar.

  • Alt for meget: 2 procent
  • For meget: 2 procent
  • Tilpas: 21 procent
  • For lidt: 26 procent
  • Alt for lidt: 24 procent
  • Ved ikke: 25 procent

At hver anden mener, der bliver gjort for lidt, kan ifølge Jakob Høyer skyldes, at en stor del af protestarbejdet ikke er så synligt som landsholdsspillernes T-shirts inden kampen mod Moldova.

- Jeg tror ikke, alle respondenterne ved, hvad vi har gjort de seneste fem år. For eksempel at vi har været i Qatar flere gange, at vi har taget det op med regimet dernede og i de internationale forbund, UEFA og FIFA, siger Jakob Høyer og tilføjer:

- Siden Qatar blev tildelt VM-værtskabet, er der kommet helt andre krav i forbindelse med VM-værterne. Blandt andet i forhold til menneskerettigheder og faciliteter, så man ikke skal bygge så mange stadions, der efter alt at dømme ender med at stå tomme bagefter. Fremover tildeles VM-værtskabet også med stemmer fra alle medlemslande i FIFA. Sådan var det ikke, da Qatar blev udnævnt som vært.

Kritikken af Qatar som VM-vært har især taget fart, efter The Guardian skrev, at mindst 6500 gæstearbejdere er omkommet, mens landet har forberedt sig på at afholde VM.