Fodbold

- Der er grund til at forvente en dansk EM-fest

Efter landsholdets tre sejre i løbet af den seneste uge ser TV 2 SPORTs fodboldkommentator Flemming Toft frem mod den næste, store opgave: EM 2021.

De har hele tiden haft sommeren 2021 rumsterende i hovedhøjde, mens der skulle være plads til noget andet. Nu er der gjort klar til fuld fokus på EM-slutrunden - med store ambitioner, store forventninger og forhåbentlig grund til store armbevægelser.

Der er i hvert fald grund til at tro på noget særligt, for det her med fodboldlandsholdet er langt mere end de 4-0 i Østrig og de 14-0 samlet i de tre første VM-kvalkampe. Det er fortællingen om en særlig samhørighed. Relationer, der fungerer i spil og forståelse. Individuel udfoldelse til gavn for holdet. Og en samling, der navigerer efter Kasper Hjulmands kort.

Landstræneren har gang på gang hevet Belgien frem som et eksempel på at sætte en talentmasse i drift og få den fuldendt på fodboldens top. Okay, belgierne har ikke vundet titler, men respekt og beundring som et af verdens bedste nationalhold.

Sammenligningen er ikke helt tosset, for det danske landshold er på vej derop, hvor de er en udfordring for alle andre landshold. Talentmassen fik ikke lov at størkne, spillerne har udviklet sig og fået erfaring i de store ligaer, de har haft dygtige trænere, de har været i optimale klubmiljøer.

De arbejdede sig hen imod en status som svære slå under Hareide. De har lagt på under Hjulmand, og nu mærker fodboldsanserne, at der er mere end bare at være ubesejret.

Flere byder sig til i dybden

Hjulmand kom ind, da coronaen omklamrede samfundet - inklusive fodbolden. Det har givet ham og spillerne besværlige arbejdsforhold, men det har også betydet en meget klar kommunikation mellem banen og sidelinjen uden tilskuerlarm. Stort set hver situation har i de 11 kampe siden september sidste år kunnet animeres eller analyseres i den her korte her-og-nu tone. Og med den strengt afmålte tid i landsholdslejren har det fungeret som en slags alternativ til træningssamlingerne. De har øvet sig i kampene.

Kasper Hjulmand dirigerer under kampen mod Israel.

Landsholdet har under Hjulmand søsat det, de kalder “et varieret pres”, der stresser modstanderen og øger chancen for tidlig generobring af bold og spil. Og så er der spillet i modstanderens bagrum, hvor dybdeløbene har været et stærkt våben. Senest i Østrig, hvor vi ikke kun så Braithwaite løbe rigtigt og hurtigt, men også invitationer fra Joakim Mæhle, Pierre-Emile Højbjerg og Thomas Delaney.

Suppleret af indskiftede Andreas Skov Olsen gav det de danske mål og blev en slags varemærke for landsholdet under Hjulmand. De dybe eller diagonale afleveringer lå fint fra oftest Delaney, Eriksen, Kjær eller Andreas Christensen.

Det ser godt ud hele vejen rundt

Landsholdet har en meget stærk defensiv, der sjældent bliver scoret mod. I de tre kvalifikationskampe i foråret har Kasper Schmeichel haft blot en enkelt redning - den for foden af stolpen mod Moldova, der som bekendt blev slået 8-0.

Vi har en international stærk sidste mand. Et af Europas bedste makkerpar i det centrale forsvar, Kjær og Andreas Christensen. Hårdtarbejdende folk med lyst at byde sig ind på midtbanen og de to kanter (efter pausen i Wien), hvor den ene har styrket en i forvejen tydelig selvtillid - Braithwaite - med en ustandselig lyst til at tage de dybe løb. Og en indhopper - Andreas Skov Olsen - der kan noget, ingen andre kan på landsholdet: Udfordre sin direkte modstander ansigt til ansigt med bolden på fødderne.

Så er der Christian Eriksen, der endnu ikke er i Eriksen-vater. Hovedet har været trafikeret med familieforøgelse, sproglære, coronaforvirring i hans milanesiske klub og usikkerheden (utrygheden) omkring positionen i Inter. Alle de forstyrrende (selvfølgelig ikke at tre blev til fire i familien) elementer er ved at være væk, og så får Eriksen plads til igen at være landsholdets centrale person også spillemæssigt.

Det ser godt ud før det, der har fyldt. For selvfølgelig har VM-kampene haft deres prioritet. Men alligevel fornemmer man, at både Hjulmand og spillerne har tænkt mest på EM-slutrunden. Forståeligt nok. Det er her, landsholdet skal toppe. Det største for alle. En slutrunde med tre kampe på dansk græs - den åbenbare eufori, Danmark klædt i nationalfarverne, folket som synligt vægtæppe - og dansk succes. Der er i hvert fald lagt op til en fest.