Fodbold

Forlod træningslejr i vrede - nu skifter dansk topscorer klub

Kasper Junker var utilfreds med sin situation i norske Bodø/Glimt. Nu skifter han til en klub i Japan.

Fodboldspilleren Kasper Junker forlader norske Bodø/Glimt.

Han skifter til den japanske klub Urawa Red Diamonds, meddeler den norske klub på sin hjemmeside. Urawa Red Diamonds bekræfter også handlen.

- De, som kender mig, ved, at jeg har haft et stort ønske om at prøve mig af i Asien og da særligt i Japan. Urawa er en stor klub, og det er et godt næste skridt for mig. Jeg bliver udfordret, kommer ud af komfortzonen og udvikler mig endnu mere, lyder det fra Kasper Junker på Bodø/Glimts hjemmeside.

Klubben ville ikke sælge

Tidligere på ugen forlod han holdets træningslejr i Spanien, fordi han var utilfreds med sin situation.

Bodø/Glimt havde afvist flere tilbud fra bejlere, hvilket ikke faldt i god jord hos Junker. Efterfølgende kaldte Bodø/Glimt det for "ikke acceptabelt", at Junker havde forladt træningslejren og skrev en længere udtalelse på sin hjemmeside.

- Vi modtog et bud på Kasper Junker fra en japansk klub lørdag eftermiddag. Klubben har vurderet buddet, og på grund af den korte tid til sæsonstarten har vi ikke fundet det interessant nok. Det er ikke aktuelt at sælge Kasper Junker dette forår. Det er for kort tid til at finde en erstatning. Det er vores vurdering, lød det blandt andet.

- Vi registrerer, at han nu har forladt træningslejren i Spanien. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt. Vi og alle anerkender, at Kasper ønsker sig ud på nye eventyr, men tilbuddene må også være i orden for klubben.

Klubben er tilsyneladende kommet på andre tanker siden, da det for bare tre dage siden fremgik, at det ikke længere var aktuelt at sælge Junker, fordi det norske transfervindue snart udløber.

27-årige Kasper Junker fik sit helt store gennembrud, da han som topscorer var med til at føre holdet til et suverænt norsk mesterskab i fjor.

På trods af en turbulent afsked med Bodø/Glimt ser han tilbage på en god tid.

- Når alt kommer på afstand, kan vi alle sammen se tilbage på det fantastiske år, vi havde. Jeg og holdet var med til at skrive historie. Det er det, der betyder noget, siger Junker.

- Tidspunktet er ikke optimalt, mener Bodø/Glimt

Daglig leder i Bodø/Glimt Frode Thomassen erkender, at timingen kunne være bedre.

- Vi vil gerne takke Kasper for hans bidrag i 2020 og ønsker ham held og lykke i den nye klub. Tidspunktet for handlen er som udgangspunkt ikke optimalt for klubben, men nu vil vi bruge energi på det, der ligger foran os.

- Vi har tidligere vist, at vi kan komme styrket ud af krævende situationer, og vi er trygge ved, at vi står godt rustet til starten på ligaen og sæsonen, siger han.

Kasper Junker forlod AC Horsens i januar 2020 for at skifte til Bodø/Glimt. Forinden havde han været på leje i Stabæk.

Junker har tidligere i karrieren repræsenteret klubberne Randers FC, FC Fredericia og AGF.

Urawa Red Diamonds havde også en dansker på lønningslisten fra 1996 til 1998, hvor midtbanespilleren Brian Steen Nielsen var på kontrakt.