Fodbold

Real-præsident udskriver valg

'Los Blancos' har haft den samme præsident i 12 år. Men nu skal en anden måske overtage styringen i hovedstadsklubben.

En af Spaniens største fodboldklubber skal muligvis have sig ny præsident.

Det står klart, efter Real Madrids præsident, Florentino Pérez, har udskrevet valg til præsidentposten i den spanske kongeklub.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside.

Beslutningen om at udskrive valg er blevet truffet på et bestyrelsesmøde. Det fremgår ikke, hvornår valget skal afholdes.

Pérez har meddelt, at han går efter posten igen, men det vides endnu ikke, om nogen vil udfordre ham. Hvis det er tilfældet, vil han automatisk blive genvalgt.

Der er ikke blevet stemt om posten siden 2006, hvor Ramon Calderón fik flest stemmer.

Lang tid på posten

Pérez har siddet på posten siden 2009. I 2017 blev spanieren senest genvalgt, hvor han ikke havde nogle modkandidater, og dermed vandt han altså uden modstand.

Den 74-årige forretningsmand stod også i spidsen for klubben i perioden 2000-2006.

Kritikere har fremhævet en reform fra 2012, som gør det sværere at blive præsident i klubben.

Reglerne foreskriver ifølge AFP, at man skal have været medlem af Real Madrid i mindst 20 år og garantere en del af klubbens budget med egen formue.

Florentino Pérez lykønsker Zinedine Zidane efter Reals sejr i den spanske Super Cup.