Juve-stjerne undskylder
Flere italienske medier spekulerer i, om Juventus ser bort fra Paulo Dybala, Weston McKennie og Arthur i derbyet mod Torino efter forseelsen.
Juventus-spillerne Paulo Dybala, Weston McKennie og Arthur har det seneste døgns tid trukket negative overskrifter i Italien.
Torsdag kom det nemlig frem, at de tre spillere og flere gæster havde brudt coronareglerne i landet under en sammenkomst hos Weston McKennie.
Ifølge Corriere dello sport var der omkring 10 mennesker til stede ved middagen, og politiet dukkede op på stedet og uddelte en bøde på 400 euro (knap 3000 danske kroner) til hver eneste gæst.
Mediet skriver desuden, at Juventus er "rasende" over det og er klar til at straffe spillerne. Klubben har dog ikke meldt noget officielt ud endnu.
Det har til gengæld Paulo Dybala, der i en Instagram-story beklager hændelsen.
- Jeg ved, at i en så svær tid for verden med covid-19 ville det have været bedre ikke at tage fejl, men det var forkert at tage ud at spise. Det var ikke en fest, men jeg lavede en fejl alligevel, og jeg undskylder, skriver Paulo Dybala.
Mens der i den seneste halvanden uge har været landsholdspause, er det i weekenden tid til klubfodbold igen. Her står Juventus over for Torino - en kamp, der ifølge flere italienske medier kan være i fare for de tre spillere.
BÃ¥de Corriere dello Sport og La Gazetta dello Sport spekulerer i, om mesterklubben udelader de tre spillere fra derbyet som en straf for den ulovlige middag.
Det var forventet, at Arthur formentlig ville gå glip af Torino-kampen, da han har problemer med det ene ben.
Paulo Dybala har ikke været i kamp i over to måneder på grund af en skade, men har de seneste uger vist fremskridt og er forventet snart at vende tilbage til banen. Ifølge Football Italia rapporterede Sky Sport Italia for to uger siden, at han meget vel kunne være tilbage efter landsholdspausen.