Fodbold

30 minutter efter PL-kamp kan Ødegaard vinde spansk pokaltitel

Efter et års ventetid spiller Real Sociedad og Athletic Bilbao lørdag pokalfinale i Spanien. Den blev udsat i 2020 som følge af coronavirus.

Hvis Martin Ødegaard lørdag aften tjekker telefonen lidt mere end normalt efter kampen mod Liverpool, er det ganske forståeligt.

For mens han og holdkammeraterne i Arsenal spiller storkamp mod Liverpool klokken 21.00, vil han nok også rette øjnene mod Spanien - formentlig særligt efter opgøret.

Det skyldes, at Martin Ødegaard potentielt kan blive spansk pokalmester bare en halv time efter, at kampen mellem de to engelske traditionsklubber er fløjtet af.

Klokken 21.30 tørner Real Sociedad og Athletic Bilbao nemlig sammen i Copa del Rey-finalen. Der er tale om pokalfinalen fra 2020, som først afholdes et år senere på grund af coronavirussens udbredelse.

Sidste sæson spillede det norske stortalent for Real Sociedad og nåede blandt andet at spille fem pokalkampe for klubben. Her scorede han tre mål og blev noteret for tre assists. Det ene af målene var i det første semifinaleopgør, som Real Sociedad vandt 2-1 (samlet 3-1).

I tidslinjen herunder kan du få endnu flere detaljer i sagen. Artiklen fortsætter efter tidslinjen.

Det seneste halvandet år for Martin Ødegaard

  1. 2019

    1. Real Madrid udlejer Martin Ødegaard til Real Sociedad

      .

      Allerede før sæsonen 2019-2020 offentliggør Real Madrid, at de igen udlejer Martin Ødegaard. Denne gang er det til ligarivalerne fra Real Sociedad.

      Her viser nordmanden lovende takter. I 36 kampe står han noteret for syv mål og ni assists.

  2. 2020

    1. Sender Real Sociedad i pokalfinalen

      .

      I starten af 2020 kan Martin Ødegaard og holdkammeraterne juble over succes i Copa Del Rey, som den spanske pokalturnering hedder. 

      Holdet spiller sig i finalen efter to semifinaleopgør mod Mirandes. Samlet vinder Real Sociedad 3-1, blandt andet med et mål af Martin Ødegaard.

    2. Pokalfinalen udskydes

      Martin Ødegaard og kompagni skulle have spillet pokalfinalen mod Athletic Bilbao den 18. april, men det spanske fodboldforbund rykker kampen. Det skyldes coronavirussens udbredelse, der indebærer, at der ikke kan være tilskuere på stadion.

    3. Retur til Real Madrid

      .

      Egentlig havde Real Sociedad lejet nordmanden i to år og dermed også i sæsonen 2020-2021, men Real Madrid henter talentet hjem. 

  3. 2021

    1. Lejes ud til Arsenal

      .

      Nordmanden får ni kampe i Real Madrid-trøjen, inden han igen bliver lejet ud. Denne gang er det engelske Arsenal, der låner nordmanden.

    2. Pokalfinale og Premier League-kamp samme dag

      .

      Lørdag den 3. april skal Martin Ødegaard og holdkammeraterne i aktion mod Liverpool i Premier League.

      Bare en halv time efter startfløjtet i den engelske topkamp spiller nordmandens tidligere klub Real Sociedad pokalfinale mod Athletic Bilbao. Der er tale om den kamp, der blev udskudt fra april 2020. Det kan blive nordmandens første titel som professionel.

Kan ende uden medalje trods sejr

Det norske medie VG skriver, at Real Sociedad bestemmer, om Martin Ødegaard skal have en medalje. Normalt bliver klubben tildelt 40 medaljer, som skal fordeles til de personer, klubben mener, har gjort sig fortjent til det.

Efter et halvt år tilbage i Real Madrid havde nordmanden i januar 2021 igen mulighed for at blive lejet ud til Real Sociedad, men valgte Arsenal i stedet.

Alligevel har den norske fodboldekspert Petter Veland svært ved at forestille sig, at den 22-årige fodboldspiller skulle ende uden en medalje, hvis Real Sociedad vinder.

- Snarere tværtimod. Jeg gætter på, at der er nogen højt oppe i klubben, som vil give sin medalje fra sig for, at han kan få en, siger Petter Veland til VG.

Martin Ødegaard er ikke den eneste tidligere Real Sociedad-spiller, der kan ende med at blive spansk pokalmester, selvom han nu repræsenterer en anden klub. Det samme gælder Diego Llorente og Willian José, der nu spiller for henholdsvis Leeds og Wolverhampton.