Fodbold

Barcelona undgår fiasko i det 90. minut

FC Barcelona kæmpede med at score mod Valladolid, indtil Ousmane Dembélé til sidst sørgede for sejr.

Efter Atlético Madrids nederlag til Sevilla i weekenden havde FC Barcelona mandag aften muligheden for at mindske afstanden til topholdet til ét point.

Men meget pegede i retning af et mægtigt flop, da holdet mødte bundholdet Valladolid, der manglede 12 spillere til opgøret.

I det 90. kunne Barcelona-spillerne med råb og skrig omringe Ousmane Dembélé, der scorede kampens eneste mål.

Der resterer ni spillerunder af LaLiga, og lørdag tørner Real Madrid og Barcelona sammen i El Clásico. Kampen kan ses på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Afstemning

Sådan forløb kampen /ritzau/

Selv om Barcelona var det klart mest formstærke hold, var det Valladolid, der først viste tænder mandag. Kenan Kodro, der i efteråret 2018 spillede i FC København, headede bolden på overliggeren efter små ti minutter.

Barcelona sad mest på bolden, men havde svært ved at komme til chancer i første halvleg. Den største kom kort før pausen, hvor Valladolid-målmand Jordi Masip ikke kunne holde fast på et skud fra distancen. Bolden røg på stolpen, inden Masip fik styr på den.

Kampbilledet fortsatte efter pausen.

Barcelona var i kontrol, men Valladolid-defensiven stod godt. Martin Braithwaite kom ind efter 20 minutter, men det ændrede ikke meget.

Med ti minutter tilbage af den ordinære spilletid blev gæsternes Oscar Plano udvist for at have nedlagt Ousmane Dembélé.

Det gav Barcelona mere plads, og Valladolid-feltet blev noget nær belejret. Trods flere store chancer måtte hjemmeholdet helt frem til 90. minut, før det forløsende mål kom.

Bolden endte ved Ousmane Dembélé i feltet, der hamrede den fladt ind ved nærmeste stolpe og sikrede de tre vigtige point.