Fodbold

Dansk træner kalder anklager om racisme for grundløse

Syv spillere fra Strømsgodset har beskyldt cheftræner Henrik Pedersen for racisme. Træneren afviser anklager.

Den danske cheftræner i Strømsgodset, Henrik Pedersen, er af syv anonyme spillere beskyldt for racisme. Det skriver norsk TV2 samt flere andre norske medier tirsdag.

Spillerne har sendt deres anonyme racismeanklager til Norske Idrettsutøveres Sentralorganisasjon, Niso, der er fagforening for de norske idrætsudøvere.

Nyheden om de syv spilleres anklager kommer, efter at Strømsgodset mandag forsvarede Henrik Pedersen mod anklagerne og forsikrede, at danskeren kunne beholde sit job efter en intern undersøgelse.

Henrik Pedersen ytrede sig sent mandag aften selv i sagen i en skriftlig meddelelse.

- Jeg har personligt ikke været i tvivl om, at anklagerne var grundløse, og at mit navn ville blive renset, skriver Henrik Pedersen til VG.

- Men det har været nogle meget belastende dage, hvor jeg på grund af klubbens interne undersøgelser har valgt ikke at kommentere sagen offentligt, fordi jeg ikke ville forstyrre den vigtige proces.

Intet konkret indhold

Henrik Pedersen har ikke kommenteret den seneste melding om de syv spilleres beskyldninger.

Til gengæld forholder Ivar Strømsjordet, der er Strømsgodsets leder, sig til de seneste meldinger.

- Vi er bekendt med, at der er kommet anonyme meldinger ind til Niso, men der har ikke været så konkret indhold i de meldinger.

- Beskeden fra Niso er, at de har modtaget meldinger fra spillere anonymt, uden at noget er konkretiseret, siger Ivar Strømsjordet.

Henrik Pedersen har tidligere været træner for en række hold i ind- og udland. Fra 2014 til 2015 var han cheftræner for HB Køge, og senere blev han assistenttræner i Union Berlin.

Herfra gik turen til Eintracht Braunschweig, før Strømsgodset ansatte ham i sommeren 2019.