Fodbold

Diegos nedtur gør El Clásico vital

Fodboldekspert Mads Junker gennemgår den seneste uges fodbold i Spanien og ser frem mod den kommende uges højdepunkter.

Sidste uges højdepunkt(er)

Atlético i frit fald

Rundens absolutte topbrag leverede præcis den underholdning, vi havde sat næsen op efter i løbet af landskampspausen.

En højintens, dynamisk, taktisk og fysisk kamp i et opskruet tempo var blot et udpluk af de labels, der kunne påsættes opgøret mellem Sevilla og Atlético Madrid. Andalusierne dikterede opgøret fra start og blæste et ukarakteristisk passivt Atlético-mandskab baglæns fra første minut. Et tyndt straffespark gav Sevilla muligheden for at bringe sig i front tidligt i opgøret, men Jan Oblak fulgte forrige rundes straffesparksredning op med endnu en af slagsen og holdt dermed Atleti inde i kampen.

Diego Simeone så sig nødsaget til at reagere efter blot en halv times spil, og det begynder efterhånden at ligne en træner, der fægter i blinde i forsøget på at finde en opstilling, der fungerer. Ligesom lokalrivalerne fra Real Madrid har Simeone store udfordringer med at få offensiven til at fungere, og det hjælper absolut ikke Luis Suárez at blive isoleret alene i front, som det igen var tilfældet denne sene søndag aften i Sevilla.

Forspringet til forfølgerne er forsvundet som sand mellem hænderne på Simeone, og der skal virkelig sættes prop i den blødning, som snart har varet ved i mange mange runder. I den kommende weekend må holdet tilmed klare sig uden den karantæneramte trio Suárez, Kondogbia og Llorente, når en svær opgave venter hos Sevillas bysbørn fra Betis.

Skal Atlético trods alt finde noget positivt i deres evaluering af de seneste ugers præstationer, må det være, at holdet fører LaLiga med ni runder tilbage af turneringen. Det udgangspunkt havde El Cholo taget 100 ud af 100 gange inden sæsonen, og er der et mandskab, der besidder fightervilje og aldrig giver op, så er det de bolsjestribede fra Madrid

Sidste uges skuffelse

Når fodbold bliver irrelevant

En sejr, der skulle være fejret som en gigantisk triumf og bekræftelsen af en ny sæson i LaLiga, blev i stedet en trist og skamfuld dag for Cádiz.

De uvirkelige scener, der udspillede sig efter en halv times spil, vil være lavpunktet i en sæson, der har budt på så mange store øjeblikke for det ellers sympatiske oprykkerhold.

Angiveligt gjorde Juan Cala sig skyldig i racistiske tilråb mod Mouctar Diakhaby efter en hård nærkamp, og bølgerne gik voldsomt højt i de efterfølgende minutter.

Valencia valgte at forlade banen og vendte først tilbage, efter det stod klart, at holdet ville blive taberdømt, hvis de forblev i omklædningsrummet. Diakhaby tilskyndede i øvrigt sine holdkammerater til at færdiggøre kampen, men det forhindrede ikke Valencia i at rejse hjem med et nederlag i bagagen. Anfører Gayá udtrykte det koncist i sit post-match-interview med følgende ord: “Vi har ikke tabt en fodboldkamp i dag, vi har tabt respekten og ånden for spillet."

Sent mandag aften kom det frem, at der angiveligt skulle være en lydfil, der bekræfter påstanden om et racistisk udbrud fra Cala, og Cádiz-spillerens annoncerede pressemøde tirsdag vil - på trods af sejrene over såvel Real Madrid som FC Barcelona - blive det mest opsigtsvækkende, der er sket for oprykkerne i denne sæson.

Sidste uges oversete

Imanols glædesrus

Weekenden stod ikke blot i LaLigas tegn i det spanske, eftersom den rent baskiske pokalfinale fra sidste sæson stod på programmet lørdag aften.

Opgøret blev udskudt tilbage i 2020 med håbet om, at finalen kunne få de tilskuerrammer, som denne historiske finale fortjente. For det var forunderligt nok første gang, de to baskiske stormagter stod over for hinanden i en Copa del Rey-finale.

Som bekendt blev ønsket om tilskuere ikke opfyldt, og derfor var det en tam stemning, der dannede ramme om fejringen, da Real Sociedad kunne lade sig hylde som pokalvindere med et års forsinkelse. I øvrigt bliver det den korteste periode i den spanske fodboldhistorie, at Real Sociedad kan nyde titlen, eftersom den nuværende sæsons pokalfinale løber af stablen om to uger, når taberne fra Athletic Bilbao får et nyt forsøg til at hjemføre Copa del Rey-trofæet, når de møder FC Barcelona.

Real Sociedad sikrede sig sejren og pokalen efter en lidet mindeværdig kamp, men scenerne på det efterfølgende pressemøde vil derimod gå over i historien. Imanol Alguacil viste os nemlig, at nok er fodbolden ved at bevæge sig væk fra det spil- vi voksede op med at elske, men der er stadig plads til ægte klubfølelse.

Efter den korte presseseance oven på sejren iførte han sig nemlig klubbens trøje og halstørklæde og brølede med rendyrket passion sin glæde ud, da han enstemmigt rejste sig og sang La Reals slagsang. En hilsen til sin netop afdøde onkel og en kærlighedserklæring til den klub, som unge Imanol forelskede sig i som ung dreng.

Ugens mesterskabsopdatering

Alt er åbent!

FC Barcelona og Real Madrid brugte weekenden på at spise sig endnu tre point ind på førerholdet fra Atlético Madrid. Blot et enkelt point er Blaugrana efter Atlético, mens Real Madrid har tre point at indhente, førend de passerer bysbørnene. Og det gør de, hvis de ender på lige pointantal, eftersom Zidane og co. har et bedre indbyrdes regnskab.

Anden akt mellem Koeman og Diego Simeone udspiller sig 9. maj, og udover de tre point, der er på spil den aften, er der altså også den lille, men alligevel store fordel at kæmpe om i forholdet om de indbyrdes kampe. I en sæson, der er så tæt som den nuværende, kan sådanne små detaljer pludselig blive af anseelig størrelse.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

El Clásico

Sæsonens største kamp står på menuen, når vi på TV 2 SPORT X blænder op for El Clásico lørdag aften.

Det, der længe lignede en kamp om prestige, ære og andenpladsen i LaLiga, er pludselig blevet et vitalt opgør i den hæsblæsende mesterskabskamp. Atlético Madrid har formøblet sit store forspring de seneste ti runder og ligner et mandskab, der ikke har luften til at nå først over målstregen, når LaLiga-karavanen har færdiggjort den sidste af de 38 etaper.

FC Barcelona er i fantastisk form, og skal man pege på en vinder i fodboldens største kamp, må Koemans tropper bære favoritværdigheden, selvom kampen spilles i fjendens hule. Sergio Ramos må se til fra tilskuerpladserne på lørdag, og dermed går hjemmeholdet per definition svækket ind til kampen, mens en kvartfinalekamp mod Liverpool tirsdag aften yderligere kan dræne de forsvarende mestre for energi.

Selvsamme Ramos kan i øvrigt se Messi tangere sin rekord for flest El Clásicos, og den lille argentiner er dermed indehaver af såvel mål- som kamprekorden i det mytiske opgør. Hvem ved, om det var sidste mulighed, vi fik for at se de to superstjerner krydse klinger med tanke på de forestående konktraktudløb for begge kaptajner? Muligheden for et spansk mesterskab til en af de to levende legender er i hvert fald afhængig af kampens udfald, og kun én af dem får lov at præge udfaldet.

Historiens vingesus, rekorderne, mindeværdige opgør og den voldsomme rivalisering vil være mejslet ind i hvert et græsstrå på Estadio Alfredo di Stéfanos græstæppe, når de 22 spillere træder ind på banen lørdag aften. Denne kamp - på dette tidspunkt i Messis, Ramos’ og Zidanes karrierer - vil være den mest sæsondefinerende El Clásico, vi kommer til at se i mange år fremover.