Fodbold

Manchester City slog Dortmund på sen scoring

Phil Foden blev matchvinder, da Manchester City vandt den første CL-kvartfinale mod Dortmund med 2-1.

Det var lige ved at ende med et noget overraskende resultat, da Manchester City og Borussia Dortmund tirsdag mødtes i den første af to kvartfinaler i Champions League.

Premier Leagues ubestridte tophold vandt ganske vist 2-1, men først efter en scoring i den ordinære spilletids sidste minut af det 20-årige stortalent Phil Foden.

Kort forinden lavede Marco Reus et potentielt vigtigt udebanemål, da han udlignede til 1-1.

Resultatet betyder, at City har en lille fordel inden næste uges returopgør i det tyske, hvilket må ærgre Dortmund, der var godt med i opgøret.

- Vi spillede en fantastisk kamp. Vi kæmpede, indtil vi ikke kunne mere. Det er ekstremt frustrerende, at vi ikke scorede mere, med de chancer vi havde, for så at lukke et mål ind til sidst, der kunne have været undgået, siger Marco Reus ifølge uefa.com.

Begge hold bød sig til i kampens indledning, og efter kun små 20 minutter var der scoret.

Det hele startede med et skidt forsøg på en aflevering af Emre Can, som endte lige i fødderne på Riyad Mahrez. Så gik det hurtigt den anden vej.

Ti sekunder senere stod Mahrez selv med bolden nær Dortmunds baglinje. Kevin De Bruyne, der med en lang dribletur havde ført bolden ned til tyskernes ende, fik den serveret foran mål og kunne nemt sende City i front.

Emre Can så ud til at blive den helt store skurk, da han lidt efter lod til at have begået straffespark, men efter et VAR-tjek kunne tyskeren ånde lettet op.

Dortmund så ud til at få noget at glæde sig over, da Jude Bellingham kort før pausen stjal bolden for næsen af City-keeper Ederson og trillede den ind i et tomt mål.

Men dommeren fløjtede hurtigt for frispark til den brasilianske målmand, der smed sig i smerter efter at være blevet ramt på tåen af Bellingham, men hurtigt var klar igen.

Gæsterne affyrede et nyt advarselsskud kort efter pausen, da Erling Haaland blev sendt i dybden og endte en-mod-en med Ederson. Den norske bomber var dog kommet så tilpas meget ud af balance, at City-målmanden forholdsvis nemt kunne blokere skuddet.

Der skulle gå 83 minutter, før Dortmund fik prikket hul på målbylden. City virkede ellers til at være nogenlunde i kontrol, i takt med at slutfløjtet nærmede sig.

Men Marco Reus ville det anderledes. Efter flot kombinationsspil endte bolden ved tyskeren i feltet, og Reus sendte den køligt forbi Ederson.

City svarede dog hurtigt igen, da Phil Foden sikrede det engelske mandskab en fordel inden returopgøret med sin scoring i 90. minut.