EM fodbold

Danmark lover 11.000 tilskuere, men hvad med de andre EM-værter?

Kun få lande ud over Danmark har meldt offentligt ud, hvor mange tilskuere de som minimum vil lukke ind til EM-kampe.

Alle 12 EM-værtsbyer kan sikre tilskuere til sommerens EM-kampe.

Senest denne onsdag, 7. april, skulle hver enkelt værtsby vende tilbage til det europæiske fodboldforbund (UEFA) med et tilskuerantal, den som minimum har i sinde at lukke ind på stadion, og alle er vendt tilbage med positive svar, lød det fra Martin Kallen, UEFA's administrerende chef for EURO 2020, til TV3 Sport tirsdag.

Der er dog for nuværende stor forskel på, hvor meget af stadionkapaciteten hver enkelt by forventer at ville udnytte. Det skyldes den fortsatte coronapandemi.

København, Danmark

De danske myndigheder har garanteret 11.000-12.000 tilskuere til hver af de fire kampe i Parken, men UEFA håber på det dobbelte. Med 38.065 siddepladser i den danske nationalarena svarer 11.000-12.000 tilskuere til 29-31,5 procent af stadionkapaciteten.

Amsterdam, Holland

Modsat Danmark har Holland ikke meldt noget offentlig ud vedrørende tilskuersituationen til EM, men fra slutningen af april vil der blive lukket et begrænset antal tilskuere ind til kampe i landets bedste fodboldrække, Æresdivisionen.

Fra 25. april må Ajax, der har hjemmebane på Johan Cruijff ArenA i Amsterdam, hvor EM-kampene i Holland skal spilles, lukke op til 7500 tilskuere ind til sine kampe. Tilskuerne skal kunne fremvise en negativ coronatest, der er taget inden for et døgn, ligesom tilskuerne skal være halvanden meter fra hinanden.

Rom, Italien

EM's åbningskamp mellem Italien og Tyrkiet skal spilles på Stadio Olimpico, og det bliver med tilskuere til stede, bekræftede den italienske regering tirsdag. Noget som Gabriele Gravina, præsident i Italiens fodboldforbund (FIGC), allerede havde garanteret 26. marts.

Det italienske regering meddelte imidlertid ikke, hvor mange tilskuere den har givet grønt lys til, men Sky i Italien kunne senere tirsdag berette, at FIGC har meddelt UEFA, at mindst 25 procent af Stadio Olimpicos kapacitet vil blive udnyttet. Det svarer til 18.000 tilskuere.

Skt. Petersborg, Rusland

I Rusland har organisationskomitéen vendt tommelfingeren opad til en 50 procents udnyttelse af tilskuerkapaciteten på Saint Petersburg Stadium, der normalt har plads til knap 65.000 tilskuere til FIFA- og UEFA-kampe.

De seneste uger har over 20.000 tilskuere været på plads til Zenits hjemmekampe på stadionet.

Dublin, Irland

Så positivt ser det langtfra ud i Dublin, der er i fare for at miste sine fire kampe.

UEFA-præsident Aleksander Ceferin har tidligere gjort det klart, at det er udelukket at spille en eneste kamp ved EM uden tilskuere, men den irske regering har ifølge Sky Sports ikke kunnet forsikre UEFA om et minimum niveau af tilskuere til kampene på Aviva Stadium på grund af coronapandemiens faste greb om landet.

Ifølge Irish Times skulle den irske regering være blevet advaret om, at fastholdelsen af de fire kampe i Dublin kræver, at minimum 25 procent af Aviva Stadiums kapacitet vil blive udnyttet. Det svarer til knap 13.000 tilskuere.

Irerne er fortsat i dialog med UEFA omkring tilskuersituationen, men skulle Dublin ende med at miste sit EM-værtskab, er Tottenham Hotspur Stadium ifølge flere britiske medier favorit til at overtage kampene.

Glasgow, Skotland

Der har også været tvivl om Skotlands EM-værtskab, men ifølge Sky Sports ser Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, nu optimistisk på, at kampene på Hampden Park vil blive afviklet med "et forholdsvist godt antal tilskuere".

London, England

Til FA Cup-semifinalen mellem Leicester og Southampton 18. april, til Carabao Cup-finalen mellem Manchester City og Tottenham 25. april og til FA Cup-finalen 15. maj har det engelske fodboldforbund fået lov til at udføre tilskuerforsøg på Wembley med tusindvis af tilskuere, og som planen i Storbritannien ser ud lige nu, kan 10.000 tilskuere få adgang til fodboldkampe i England fra 17. maj.

Håbet i England er naturligvis, at endnu flere tilskuere - 45.000 ifølge Daily Mail - kan blive lukket ind til semifinalerne og finalen på Wembley, der kan huse 90.000 tilskuere.

München, Tyskland

Ifølge Martin Kallen, UEFA's administrerende chef for EURO 2020, har alle 12 EM-værtsbyer tilkendegivet at lukke tilskuere ind, og det må derfor formodes, at sundhedsmyndighederne i München har sagt god for tilskuere på Allianz Arena til sommer, som det tyske fodboldforbund (DFB) opfordrede dem til tirsdag.

Bayern München, der har hjemmebane på Allianz Arena, har spillet hjemmekampe uden tilskuere siden marts 2020.

Bilbao, Spanien

Onsdag bekræftede kommunalpolitiske kilder i Bilbao, at op mod 25 procent af San Mamés' kapacitet vil blive udnyttet. Det svarer til omkring 13.000 tilskuere. Men senere onsdag kom der en kontramelding fra det spanske fodboldforbund (RFEF). Bilbaos værtskab er i fare, fordi forbundet ikke er i stand til at tillade tilskuere til kampene.

Bukarest, Rumænien

Den rumænske regering har givet tilladelse til, at 13.000 tilskuere kan blive lukket ind på nationalstadionet i Bukarest. Det svarer til 25 procent af stadionkapaciteten.

Budapest, Ungarn

I Ungarn venter man stadig på en officiel udmelding angående det forventede tilskuerantal til de fire kampe på Puskás Aréna. Mediet Blikk har forsøgt at få oplyst tilskuerantallet af det ungarske fodboldforbund (MLSZ), men det har ikke været muligt.

Baku, Aserbajdsjan

Det er fortsat ikke offentligt kendt, hvor mange tilskuere der vil få lov til at overvære EM-kampene på Baku Olympic Stadium. Alle offentlige begivenheder i landet er for tiden aflyst, men ifølge det aserbajdsjanske medie Bizim Media vil forbuddet mod tilskuere til offentlige begivenheder i Aserbajdsjan blive ophævet inden EM.

UEFA-udmelding på trapperne

Ifølge Sky Sports og en række andre internationale medier er det forventet, at UEFA senest fredag vil bringe klarhed over tilskuersituationen til sommerens slutrunde, og ikke mindst om alle nuværende 12 værtsbyer beholder deres kampe.

20. april vil UEFA's eksekutivkomité endegyldigt beslutte, hvordan EM skal afvikles.

EM spilles fra 11. juni til 11. juli.