El Clásico kan få betydning for stjerners fremtid i klubberne

Ikke siden 2013/2014-sæsonen har mesterskabskampen mellem de tre største hold i LaLiga været så tæt.

Der er en førsteplads og et mesterskab inden for rækkevidde for vinderen af kampen mellem FC Barcelona og Real Madrid på lørdag.

For taberen kan det blive katastrofalt. Et nederlag til ærkerivalen vil i sig selv være smertefuldt, men det vil også blive markant sværere at blive mester. Og hvis mesterskabet ikke kommer i hus, kan det få fatale følger for nogle af de største stjerner i klubben.

Det mener TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker.

- Udfaldet af El Clásico kan blive definerende for fremtiden. Taber Real Madrid kampen og mesterskabet, så skal der komme et generationsskifte, og det kommer til at være uden Zinedine Zidane (Real Madrids træner, red.), som reelt set ikke har formået at udvikle en spillestil eller de unge spillere.

- Vinder Real Madrid, så kan der nok komme endnu en sæson med stammen på holdet, siger Junker.

Stammen under Zidane har i mange år været midtbanen med Casemiro, Toni Kroos og Luka Modric. I forsvaret har det været kaptajnen, Sergio Ramos, som har kontaktudløb efter denne sæson.

Det samme har FC Barcelonas anfører, Lionel Messi. Den argentinske troldmand udtalte inden sæsonen, at han ville forlade klubben, men han tog alligevel en sæson mere.

- Vinder Barcelona mesterskabet, så bliver Messi også, for så er det ham, der har formået nærmest at gøre det alene. Bukker de omvendt under mod Real, så er det tid for ham til at komme videre. Så det kan blive et farvel til store personligheder, siger fodboldeksperten.

Se El Clásico lørdag klokken 21 på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY med optakt fra klokken 20.

Tætteste LaLiga-top i syv år

Ingen af de to hold fører dog ligaen efter de 29 spillede runder. Men de er kommet markant tættere på førerholdet, Atlético Madrid, som ellers havde et solidt forspring til forfølgerne.

I de seneste 10 kampe har Atlético kun hentet 16 ud af 30 mulige point. De er kommet på følgende måde:

  • 4 sejre
  • 4 uafgjorte
  • 2 nederlag

De svingende resultater har betydet, at deres forspring på 13 point til FC Barcelona for 10 kampe siden er skrumpet til ét point, mens Real Madrid er yderligere to point efter.

Ifølge statistikvirksomheden Gracenote skal vi syv år tilbage for at finde en lige så tæt topstrid i LaLiga efter 29 kampe. Dengang adskilte kun et point topholdet Real Madrid fra FC Barcelona på tredjepladsen.

Atlético endte med at vinde sæsonen med tre point ned til FC Barcelona og Real Madrid. Dengang var det via solidt forsvarsspil og spinkle sejre, de tog mesterskabet.

Op til denne sæson har Atléticos træner, Diego Simeone, bygget holdet op til at være mere pasningssikker i spillet. Det gav gevinst i efteråret, hvor holdet spillede aggressivt og angreb mere. Ifølge Mads Junker skyldes Atlético-nedturen nu, at de er gået tilbage til gamle dyder.

- De har lavet en klassisk Atlético, hvor de vil forsvare en føring hjem. Det har de så gjort langt før målstregen, og det er blevet en sovepude for dem. Siden februar har de nærmest været i venteposition, og det har givet bagslag.

FC Barcelona har styr på konceptet

Det er især FC Barcelona, der har udnyttet Atléticos nedtur. Catalanerne har hentet 28 ud af 30 point i de seneste 10 kampe med uafgjort mod Cadiz som det eneste pointtab.

Desuden har de ikke tabt en ligakamp siden 5. december, hvor det også var mod Cadiz. Siden da har de fået opbygget et imponerende momentum, hvor de med 3-5-2 virkelig har fundet en formation, der fungerer, mener Mads Junker.

- Det lyder måske lidt mærkeligt, men nu bruger de mange af deres spillere på deres rigtige positioner. Sergiño Dest bliver brugt på wingbacken, så det ikke er så afgørende for ham at få lukket af. Sergio Busquets får mere rygdækning, fordi der er tre forsvarsspillere bag ham nu. Så de har fået en mere stabil defensiv.

- Så har Messi fået en angriber ved siden af sig, der kan true med at løbe i dybden. Det har oftest været Martin Braithwaite eller Ousmane Dembélé. Og som sidste hovedingrediens har Messi valgt at være verdens bedste i de sidste par måneder. Så der er mange detaljer, der lige har ændret sig, siger Mads Junker.

Største chance for at vinde LaLiga i 20/21

Statistikvirksomheden Gracenote har efter 29 spillerunder sat procenter på, hvor store chancer de tre tophold har for at blive spansk mester i sæsonen 2020/2021.

  • 45% - Atlético Madrid
  • 42% - FC Barcelona
  • 13% - Real Madrid

Fodboldeksperten er derfor heller ikke i tvivl om, hvem der kommer ind til opgøret med mest momentum.

- Det gør Barcelona. De har spillet godt i en længere periode, og de er det eneste af topholdene, der har haft noget stabilitet i præstationerne siden årsskiftet. Zidane skifter mere fra kamp til kamp, og han har ledt mere efter formationerne.

Imponeret af erfaringen

Formationen sad ellers lige i skabet, da Real Madrid tirsdag spillede Champions League-kvartfinale.

Måske mest af nød valgte Zidane at spille 4-3-3, da flere spillere sad ude i forsvaret. Men det blev til en overbevisende præstation og en sejr på 3-1 over Liverpool.

Real Madrid kan klare sig glimrende uden Ramos. Det er næsten blasfemisk at sige

Mads Junker, fodboldekspert

At Real Madrid leverer på den måde efter nogle middelmådige præstationer på det seneste i ligaen, understreger - ifølge Mads Junker - meget godt holdets svingende formkurve

- Det er svært at være rigtig imponeret over dem. Jeg er imponeret af deres erfaring, hvor de kan have så højt topniveau i kampe, hvor det virkelig gælder, og så kan de være ekstremt svingende i de 10 efterfølgende kampe. Så de er svære at blive kloge på.

I efteråret var Real Madrid eksempelvis tæt på et sensationelt exit i gruppespillet i Champions League. Blandt andet efter to nederlag til upåagtede Shakhtar Donetsk.

I ugen efter det andet nederlag formåede holdet at rejse sig og levere en imponerende uge med udesejr over Sevilla, hjemmesejr over Borussia Mönchengladbach, så ottendedelsfinalen var sikret, og en sejr over lokalrivalerne fra Atlético Madrid.

- Jeg vil aldrig afskrive et hold, der har sådan et topniveau. De ved, hvornår de skal slå til. Reelt burde Champions League og mesterskabet være gledet dem af hænde, for de har ikke et koncept, hvis tingene går dårligt i en kamp. Men der er den kvalitet, hvor de alligevel vinder til sidst.

Real kan klare sig uden Ramos

Real Madrid må i El Clásico til gengæld undvære en af de spillere, som netop har en masse erfaring.

Sergio Ramos er skadet og kommer for første gang, siden han kom til Real Madrid i 2005, ikke på banen i et ligamøde mod FC Barcelona.

45 gange på tværs af turneringerne har han spillet El Clásicos. Alligevel er det ikke sikkert, det får så stor betydning, siger Mads Junker og henviser blandt andet til kampen mod Liverpool, hvor Ramos også sad ude.

- Jeg synes, sæsonen har vist, at Real Madrid kan klare sig glimrende uden Ramos. Det er næsten blasfemisk at sige. Som leder er hans betydning enorm, og det betyder meget mentalt at have Ramos på banen. Som forsvarsspiller laver han dog lige så mange fejl som andre spillere. Og så vil han gerne slukke ildebrande andre steder på banen.

- I stedet har Nacho gjort det mindst lige så godt, og han er også en klubmand på samme måde, selvom han ikke har den samme status uden for klubben. Så jeg synes, han er en god standin for Ramos, pointerer fodboldeksperten.

Med Ramos ude kommer Messi til at tangere Real Madrid-spillerens rekord med flest El Clásicos i historien.

Koemans nøglespiller

Udover Ramos er Raphael Varane heller ikke med mod FC Barcelona, da han er testet positiv for covid-19. Ham måtte Real Madrid også undvære mod Liverpool, hvor det som tidligere nævnt endte med en sejr.

Skal Real Madrid også vinde mod Barcelona, er det ifølge Mads Junker ikke dumt at kigge på opskriften i den kamp.

- Det bliver ret interessant at se, hvilken formation Zidane vælger, for går han med det, han altid har gjort, eller vil han tilpasse sig. Jeg tror, at den pragtpræstation mod Liverpool gav et selvtillidsboost, så jeg vil tro, han også stiller op i en 4-3-3, vurderer Mads Junker.

Mens det hos Real Madrid er formationen, der bliver det interessante, er det hos rivalerne mere spændende at kigge på to enkelte spillere.

- Har Messi en af sine dage, hvor han bare er bedst, så vinder han den kamp alene. Mens hvis vi prøver at tage ham til side, så er det spændende med Frenkie de Jong, som er Ronald Koemans nøglespiller rent taktisk. Skal han blive i midterforsvaret for at dæmme op for Madrids angreb, eller hvor meget kommer han til at træde op på midtbanen for at skabe overtal. Det er det store spørgsmål, mener fodboldeksperten, som tror på en nervøs kamp.

- Kampen kan blive meget tilbageholden, fordi begge hold er bange for at tabe og være langt efter i mesterskabskampen. Derfor kan det godt være, de synes, det er værre at tabe end at prøve at vinde. Men ellers er det modsat sidste sæson to hold, der nærmest kommer ind i topform til kampen.

Vinder Real Madrid, vil de have vundet begge El Clásicos i samme sæson. Det er kun sket én gang tidligere i de seneste 36 sæsoner. Det var i 2007/08-sæsonen under Bernd Schuster. For FC Barcelona skete det senest i 2018/19-sæsonen.