Solbakken truer med boykot af VM i Qatar
Hvis ikke forholdene i Qatar forbedres markant inden VM næste år, er den norske landstræner villig til at tage den yderste konsekvens.
Under deres første kvalifikationskamp til VM i Qatar for to uger siden løb det norske landshold på banen i hvide T-shirts.
Ét enkelt budskab stod skrevet med sorte bogstaver på brystet: 'Human rights – on and off the pitch' ('Menneskerettigheder – på og uden for banen').
For den norske landstræner, Ståle Solbakken, var det blot første skridt i en bevægelse, som han håber vil blive langt mere omfattende.
Som så mange andre meningsdannere, politikere og organisationer er han blevet overrasket og chokeret over de afsløringer, som The Guardian kunne bringe i februar – at mindst 6500 migranter har mistet livet under byggearbejde, siden Qatar i 2010 begyndte forberedelserne til VM-værtskabet i fodbold.
Han er klar over, at en T-shirt ikke forandrer verden. Men det er en start, siger han.
- Der er mange problemer i Qatar. Behandlingen af migrationsarbejderne, homofobi og mangel på rettigheder generelt – listen er lang. Fodbold skal ikke tage ansvaret for det hele, men det her er en god mulighed for at sætte en klar dagsorden, siger Ståle Solbakken i programmet 'Lippert' på TV 2.
Protesten har siden fået flere europæiske fodboldnationer til at følge trop med lignende t-shirts og bannere – både Tyskland, Holland, Østrig, Belgien og Danmark.
FIFA skal på banen og skyde afgørende matchbold
Men Ståle Solbakken har langt større ambitioner. Det internationale fodboldforbund, FIFA, skal bruge den afgørende matchbold, han mener, de står med: De skal stille større og hårdere krav til Qatar – eller i yderste konsekvens flytte VM til et andet land.
Sidste år ændrede landet en lang række love, som skulle forbedre forholdene for migrantarbejderne. Blandt andet er mindstelønnen blevet hævet, mens arbejderne er lovet mere frihed. Men organisationer som Amnesty International har siden da konkluderet, at lovene ikke bliver håndhævet, og at størstedelen fortsat lever under slavelignende forhold.
- Næste skridt er at lægge et større pres på FIFA, og det mener jeg, at de europæiske nationer skal gøre samlet. FIFA skal først og fremmest kræve, at de her love og regler bliver udført i praksis. Derudover skal de sørge for fri bevægelighed for journalister under VM, så de har mulighed for at afdække problematikkerne, siger Ståle Solbakken.
Han mener samtidig, at FIFA selv skal praktisere en større åbenhed.
- De skal åbne mere for de processer, der foregår, når beslutninger bliver truffet. Vi skal have et større indblik i, hvad der ligger bag beslutningerne om at holde VM i for eksempel Kina, Rusland eller Qatar og på den måde komme korruption i organisationen til livs.
Boykot er sidste mulighed, siger Solbakken
Der er 20 måneder til, at Qatar med pomp og pragt skal fløjte VM i gang. Og er der ikke sket radikale ændringer inden da, er den norske landstræner villig til at tage den yderste konsekvens: et boykot.
- Det tror jeg, at alle er enige om – både i det danske og norske fodboldforbund. Boykot er det sidste, desperate virkemiddel, som vi er villige til at bruge, siger Ståle Solbakken.
Han understreger dog, at han håber, at truslen om boykot er nok. Det er ikke er greb, han ønsker at bruge. Ståle Solbakken tror fortsat på, at dialog og tydelige protester vil have en virkning. Og hvis fodboldverdenen virkeligt ønsker at forbedre rettighederne for migranterne, skal det bekæmpes indefra – og så er et boykot ikke vejen frem, siger han.
- Måske er det naivt. Men vi har en matchbold nu, som vi skal bruge til at skabe forandring. Det er jo ikke et tilfælde, at der opstår protester mod Qatar i forskellige lande lige nu. Det er, fordi begivenheden nærmer sig, og fordi det er nødvendigt, at der sker en forandring. Hvis vi står sammen har vi en stor mulighed for, at snebolden kan rulle, blive større og slagkraftig. Og det har vi alle et ansvar for vil ske.
VM i Qatar er sat til at starte 21. november 2022. Frem mod slutningen af marts 2022 spiller landene kvalifikationskampe. Norge skal spille deres næste kvalifikationskamp mod Rumænien i juni, og her lover landstræneren, at protesterne mod forholdene i Qatar vil fortsætte.
Du kan se hele interviewet med Ståle Solbakken på TV 2 News onsdag aften klokken 18.20 eller på TV 2 Play.