Fodbold

Italiensk legende indlagt

Daniele De Rossi blev under den seneste samling med det italienske fodboldlandshold testet positiv for coronavirus.

Weekendens planer måtte torsdag skubbes til side, da fodboldegenden Daniele De Rossi pludselig måtte lade sig indlægge.

For 10 dage siden blev De Rossi ifølge Gazzetta dello Sport testet positiv for coronavirus, inden det italienske landshold, hvor den tidligere Roma-spiller er assistenttræner, skulle i aktion mod Litauen i VM-kvalifikationen.

Men da der i denne uge endnu ikke var tegn på forbedringer, valgte han torsdag søge hjælp på Lazzaro Spallanzani-hospitalet i Rom, og her har han befundet sig lige siden.

- Jeg kom her, fordi jeg havde for mange symptomer, der ikke blev bedre, men derimod kun blev værre.

- Da jeg i går morges (torsdag, red.) rejste mig op fra stolen som normalt, var jeg tæt på at besvime. Det summede for mine ører. Det hele lød blokeret, og jeg var tæt på at falde om, så jeg bad om at blive tjekket, siger 37-årige Daniele De Rossi ifølge Football Italia.

Italieneren forklarer, at han bliver behandlet for en lungebetændelse, der "ikke er på det værste stadie".

Kan blive udskrevet i næste uge

Daniele De Rossi, der stoppede sin professionelle fodboldkarriere i 2020, har siden marts været ansat som assistent for Italiens landstræner, Roberto Mancini.

Og selvom Roma-legenden i øjeblikket er indlagt, skulle der ikke være noget i vejen for, at han også kan være en del af den næste samling med det italienske fodboldlandshold, når de i slutningen af maj møder San Marino i en testkamp før sommerens EM.

- Han kan blive udskrevet i næste uge og fortsætte behandlingen derhjemme, siger Francesco Vaia, der er leder på Spallanzani-hospitalet, ifølge Gazzetta dello Sport.

Daniele De Rossi i en af sine sidste kampe som Roma-spiller tilbage i 2019.

Francesco Vaia tilføjer, at Daniele De Rossi har det godt, og at de er "optimistiske" på den tidligere Roma-spillers vegne.

Som professionel fodboldspiller nåede Daniele De Rossi kun at repræsentere to klubber. Fra 2001 til 2019 spillede han flere end 600 kampe for Roma, hvorefter turen gik videre til et kortvarigt ophold i argentinske Boca Juniors.