Fodbold

Real Madrid har fået for meget kritik, siger Barca-træner

På pressemødet frem mod El Clásico satte Barca-træner Ronald Koeman store spørgsmålstegn ved de folk, der har kritiseret Real Madrid.

Stemningen mellem Barcelona og Real Madrid er sjældent god.

I dagene og timerne op til El Clásico er normen, at hadet intensiveres de to klubber imellem. Hvem husker ikke spillet uden for banen, dengang det hed Mourinho mod Guardiola og Ronaldo mod Messi?

Det var bestemt ikke for børn, og de resulterede oftest i svinske dueller og røde kort inde på banen, når El Clásico blev fløjtet op. Noget tyder dog på, det er nye tider.

På pressemødet forud for lørdagens brag tog Barcelona-træner Ronald Koeman i hvert fald beskyttelseshandskerne på over for sine rivaler.

- Madrid har fået for meget kritik. De er med i Champions League og kæmper med om LaLiga-guldet. Jeg er ikke fan af de personer, der har kritiseret dem. De har gode spillere, og det bliver en stor kamp. Begge hold kender betydningen af kampen, siger hollænderen på pressemødet ifølge MARCA.

'De er virkelig gode'

I den modsatte lejr hos Real Madrid handlede pressemødet også i perioder om modstanderen.

Og det tyder på, at respekten er tovejs.

- Vi ved, hvem Messi er. Og vi ved, vi spiller mod Barcelona, og at Messi ikke må score. De er alle sammen virkelig gode. Men vi vil forsøge at stå imod deres styrker, lyder det fra Real Madrid-træner Zinedine Zidane på pressemødet.

Gensidig respekt eller ej, så bliver det formentlig stadig en intens forestilling lørdag aften. Ifølge TV 2 SPORTs fodboldekspert kan udfaldet af kampen således blive definerende for de to klubbers fremtid.

Se El Clásico lørdag på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY, hvor blandt andet landstræner Kasper Hjulmand kigger forbi i optakten fra klokken 20.