Fodbold

Én efter én døde 43 personer, mens spillerne forlod banen i chok

Det er 20 år siden, at den største sportstragedie i Sydafrika fandt sted under fodboldkampen mellem Orlando Pirates og Kaizer Chiefs.

Side om side lå de 43 personer på græsplænen. Nogle med t-shirten trukket over hovedet. Andre dækket til med dagens aviser. Men de fleste med et tyndt, rødt tæppe over sig.

Helt stille lå de. Dødstille. Mast ihjel på et stopfyldt Ellis Park Stadium i Johannesburg, hvor der minimum var 20.000 flere personer til stede end det tilladte.

Den yngste af de omkomne var 11-årige Rosswin André Nation. Hvert år kommer hans mor, Annette Nation, forbi stadionet og lægger en blomsterkrans som minde.

Hun glemmer aldrig opkaldet, som hun fik 11. april for 20 år siden.

Det var Roy Nation, som havde taget deres søn med til fodboldkampen mellem lokalrivalerne Kaizer Chiefs og Orlando Pirates i den sydafrikanske liga.

I telefonen græd faren, mens han fremstammede:

- Annette, Annette, Rosswin er død.

Knuste familiemedlemmer mindes deres afdøde under en ceremoni tre dage efter ulykken.

Lod bilen stå midt i det hele

Soweto-derbyet hedder kampene mellem Kaizer Chiefs og Orlando Pirates med hentydning til den bydel i Johannesburg, hvor de to klubber hører til. Det betragtes som et af de mest intense opgør i afrikansk fodbold.

I 2001 lå de to klubber i direkte duel med hinanden om det sydafrikanske mesterskab. Sådan en topkamp ville fansene på ingen måde gå glip af.

Tusindvis af fans tog mod stadion nærmest direkte fra arbejde for at nå braget. Indtil Ellis Park-tragedien var det muligt at købe billet på kampdagen, og det satsede størstedelen af fansene på at gøre. Tre kvarter før kampstart var der udsolgt. Det standsede dog ikke folk i at prøve at tvinge sig adgang.

Sikkerhedsfolkene kæmpede forgæves i at holde stand for presset. Ved flere indgange blev hegnet, som var tiltænkt at skulle holde styr på fansene, væltet. Det var som at fjerne proppen på en rystet champagneflaske. Folk stormede ind.

Og flere fans var på vej i deres biler. Selv da kampen begyndte, tog bilejerne blot nøglen ud, lod bilen stå og gik mod stadion. Vejene blev efterladt fuldstændig blokeret. Det skulle senere vise sig at få katastrofale følger.

Pludselig så vi folk gå ind på græsset, bærende på folk, inden de lagde dem ned

Gordon Igesund, daværende Pirates-træner

Scoring blev startskuddet for tragedien

Da dommeren fløjtede kampen i gang, havde de 60.000 tilladte tilskuere på Ellis Park Stadium indfundet sig. Og mere end det. Tættere og tættere stimlede de sammen, til de nærmest ikke kunne flytte sig ud af stedet.

Minimum 80.000 mennesker nåede at komme ind til kampen, mens andre sydafrikanske medier skriver, at der nærmere var i alt 100.000.

En af de mange fodboldsfans var Rosswin Nation. Om under en time ville Annette Nation have mistet sin 11-årige søn. Men det vidste hun naturligvis ikke, da hun sent på eftermiddagen kom hjem fra arbejde og så sin søn for sidste gang.

- Rosswin og Roy ventede på mig, før de tog af sted. Dagen forinden havde Rosswin givet mig et langt kys på læberne, da jeg kom hjem fra arbejde. Dagen for ulykken gav han mig kun et hurtigt kys.

- Ellers var det bare farvel, og så var de af sted, erindrer Annette Nation.

Hun så ikke til i tv, da urolighederne begyndte allerede 11 minutter inde i kampen.

Kampbillederne viste tilskuere, der begyndte at kravle over rækværket, fordi der ikke længere var plads på tribunen.

Orlando Pirates' Benedict Vilakazi besøger en fodboldfan på hospitalet, der kom til skade på Ellis Park.

Og mens den nigerianske angriber Tony Illodigwe bragte Kaizer Chiefs foran efter 14 minutter, var tilskuere i gang med at storme presseboksen for at tilkæmpe sig mere plads. Folk faldt, og nogle kom aldrig op igen. Der blev skubbet og skubbet, fordi pladsen var ulidelig trang.

Fans uden for stadion kæmpede fortsat for at komme ind, mens tilskuerne og sikkerhedsfolk inde på stadion forsøgte at skubbe folk tilbage udenfor. Flere fans kom til skade eller blev mast i tumulten. De tilskadekomne blev båret fra tribunerne, så de kunne ligge på græsset. Nogle blev endda kastet.

To minutter senere udlignede Benedict Vilakazi for Pirates. Scoringen fik urolighederne til at eskalere. Sikkerhedsvagter sendte tåregas af sted mod tilskuerne for at få ro på. Det havde en modsat effekt. Flere forsøgte at flygte, selvom de ikke kunne komme nogen steder hen. De kæmpede for deres liv.

Kaizer Chiefs’ Siyabonga Nomvethe, som senere i karrieren blev klubkammerat med Vilakazi i AaB, husker tydeligt, at scoringen blev startskuddet på kaosset.

- Jeg kunne høre oprøret fra tilskuerrækkerne, efter at Pirates udlignede. Da var det, jeg lagde mærke til, at der skete noget usædvanligt på tribunen. Der var mere larm end normalt, sagde Nomvethe til sin daværende klubs hjemmeside.

Den dag i dag kan jeg stadig se smerten i øjnene på alle i omklædningsrummet

Siyabonga Nomvethe

Også Pirates’ daværende træner, Gordon Igesund, husker, at ingen anede, hvad der skete. Blot at det blev særlig slemt efter udligningen.

- Pludselig så vi folk gå ind på græsset, bærende på folk, inden de lagde dem ned, fortæller han Times.

- Gå tilbage og tjek

Læger stormede til med iltapparater og gav de bevidstløse folk i græsset hjertemassage. Alt imens fans andre steder på stadion festede videre. For kampen fortsatte, selvom der blev givet førstehjælp lige uden for banestregerne.

Først efter 33 minutter blev der slået alarm, og spillerne blev eskorteret af banen. De var i chok. Flere af dem havde en kæreste eller en kone på tribunen.

- Ingen vidste, hvad vi kunne gøre for at hjælpe. Der var en masse kaos på det tidspunkt, og vi indså pludselig, at folk var døde. Det var det mest forfærdelige, der var sket, og alle blev ved med at spørge, om alle var okay, husker den tidligere Pirates-træner, mens Nomvethe mindes stemningen i det andet omklædningsrum.

- Den dag i dag kan jeg stadig se smerten i øjnene på alle i omklædningsrummet, da vi modtog beskeden om, at en forfærdelig situation var sket på stadionet, siger angriberen, som siden er blevet den mest scorende i den sydafrikanske ligas historie.

Forsider fra fire sydafrikanske aviser dagen efter Ellis Park-tragedien.

Inde på banen havde Kaizer Chiefs’ daværende pressechef, Putco Mafani, betrådt banen. Med venstre arm omkring en grædende dreng greb han mikrofonen for at informere tilskuerne om begivenhederne og bede dem forlade stadion roligt.

Hjemme hos familien Nation fik Annette også nys om, der var sket noget til fodboldkampen, da hendes svigermor ringede.

- Hun sagde: "Åh, jeg så, at der skete noget på stadion. Jeg tror, at 17 personer er døde". Det husker jeg tydeligt, siger Annette Nation.

Hun prøvede at ringe til sin mand på stadion, men han tog den ikke. Så ringede hun til sin bror, som boede på samme gade. Sammen kørte de afsted mod hendes kusine, hvis mand var taget på stadion med Roy og Rosswin.

På vejen derhen ringede Roy Nation tilbage. Det var her, at han gav sin kone den tragiske besked om deres søns død.

- Jeg sagde: "Nej, det kan ikke passe. Måske er det bare hans ben, der er brækket. Eller hans arm. Gå tilbage og tjek, Roy. Gå tilbage og tjek".

Vil aldrig glemme den ulykke

Uden for Ellis Park Stadium begyndte de blokerede veje at give konsekvenser.

Ambulancerne fik svært ved at passere den tætte trafik og komme de tilskadekomne til undsætning i tide.

Flere hundrede stødte til Veli Mongose (til højre), som siger farvel til sin 13-årige søn Siphiwe Mongose, der døde ved Ellis Park.

De prøvede også at køre igennem tunnelen til stadionet, men den var for lav til, at ambulancen kunne komme helt igennem til græsplænen.

Imens blev flere sårede personer lagt op på golfvogne, så de kunne komme af sted til et hospital. En helikopter landede midt på banen for at fragte de hårdest sårede til et nærtliggende hospital.

Tilbage lå fortsat hundredvis af personer i græsset side om side, mens læger kæmpede for at give førstehjælp. Så snart livet forsvandt i den ene tilskuers øjne, løb lægerne videre til personen ved siden af, som også kæmpede for sit liv.

- Det er en ulykke, jeg aldrig vil glemme. Ingen ville have forudset, at sådan noget ville ske. Jeg kan stadig ikke tro, at det er sket i vores levetid. Det er frygteligt at huske den aften, fortæller Nomvethe.

Annette Nation kan tydeligt huske, at hun ikke kunne falde i søvn den aften, efter at hun havde fået beskeden om sin søns død. Hun prøvede i stedet at overbevise sig selv om, at det ikke var sket.

- Jeg kan huske, at jeg sad op, og det eneste, jeg sagde til mig selv, var, at jeg ville hente Rosswin om morgenen. Næste dag ramte virkeligheden, da vi skulle identificere liget.

Årsagen til ulykken

Selvom Nomvethe og flere andre ikke havde set det komme, viste historikken noget andet.

Ti år forinden døde 42 mennesker på Oppenheimer Stadium under en træningskamp mellem de præcis samme fodboldhold. Indtil tragedien i 2001 var det den værste sportsulykke i Sydafrikas historie.

To år inden Ellis Park-ulykken var der ligeledes optøjer på samme stadion mellem de samme klubber. Hegn blev ødelagt, og biler blev smadret, da fans ikke kunne komme ind på stadion.

Senere samme år tilkæmpede fans, som var kommet for sent til kampen mellem Kaizer Chiefs og Santos, adgang ved at nedlægge mure. Hvilket også forårsagede panik på tilskuerpladserne. Heldigvis blev kun få personer såret.

Manglende læring fra fortiden var et af de punkter, som dommer Bernard Ngoepe slog ned på. Han fik ansvaret for at lave en rapport over, hvad der var årsagen til, at det gik så galt på Ellis Park 11. april 2001.

Det er, som om de vil glemme alt, hvad der er sket

Annette Nation

I sine undersøgelser stødte han på, at der var alt for lidt personale til stede. 1232 sikkerhedsfolk, fem ambulancer, 15 redningsfolk, to læger og to paramedicinere var standby til de cirka 100.000 tilskuere. Og ambulancerne viste sig ikke at være til meget hjælp, da de ikke kunne få adgang til stadion.

Billetsalget til kampen fik også kritik, da de kunne købes på dagen, hvilket skabte kæmpe kaos. Og der var end ikke tildelt et sæde på billetten. Det er blevet ændret siden tragedien.

Overordnet konkluderede rapporten, at de nødvendige sikkerhedsprotokoller fra FIFA ikke var overholdt, og at der ikke havde været nogen til at tage kontrol over situationen og få kommunikeret rundt, da det hele begyndte at gå galt.

Efterlyser mindehøjtidelighed

Ingen navne eller aktører blev dog konkret udpeget i rapporten for at bære skylden for ulykken. Pirates-direktøren, Irvin Khoza, var ikke i tvivl om, hvor skylden lå henne.

- Hvis det er en hjemmekamp, er det hjemmeholdet, der har det fulde ansvar, sagde han.

Kaizer Motaung, som er stifter og ejer af Kaizer Chiefs, afviste anklagerne og gav i stedet skylden på Ellis Parks ledelse. Selvom eksempelvis kontrollen af billetsalg ifølge de nationale fodboldretningslinjer var hjemmeholdets ansvar.

Den tidligere bokseverdensmester Lennox Lewis lægger en blomsterkrans på stadionet få dage efter tragedien.

For Annette Nation var det vigtigste for hende, at hendes søns navn aldrig blev glemt. Derfor tog hun for fem år siden kontakt til arrangørerne af den bedste sydafrikanske fodboldrække, Premier Soccer League (PSL).

- Jeg foreslog dem at afholde et minuts stilhed i minimum ét Soweto-derby hver sæson. De sagde ja til at diskutere det på et møde og ville give et skriftligt svar tilbage. De trak det i langdrag.

- Året efter tog jeg fat i dem igen, hvor jeg kunne fornemme, at de ikke havde tænkt sig at gøre noget ved det. Så forsøgte jeg at få dem til at afholde en officiel mindehøjtidelighed på årsdagen, hvilket de sagde nej til.

- Det er, som om de vil glemme alt, hvad der er sket. Men jeg vil gøre det til en sag at fortælle min historie, sagde Annette Nation.

Irvin Khoza er udover Pirates-direktør også formand for PSL. Han blev i 2018 spurgt, om de havde tænkt sig at mindes de afdøde.

- Ellis Park-tragedien er et følsomt emne. Og vi har ikke glemt det, for vi er kommet med en udtalelse om, at vi har gjort vores del. Vi beder familierne om at få en chance for at sørge. Men døren var aldrig lukket.

- Men hvis det er på 20- eller 30-årsdagen, er der ikke noget, der skal afholde klubberne fra at afholde en mindehøjtidelighed, sagde Khoza til Newframe.

Ellis Park-tragedien i 2001 blev starten på en forfærdelig måned i afrikansk fodbold, hvor i alt 170 personer døde af lignende omstændigheder på stadions rundt omkring på kontinentet.