Fodbold

Legende revser Eriksen og Inter: - Det er forfærdeligt

Den tidligere topspiller Antonio Cassano mener, at Inter spiller så kedeligt fodbold, at de bør fyre Antonio Conte.

Selvom man har hentet imponerende 23 sejre i 30 kampe i Serie A, kan man godt få kritik.

For mens Christian Eriksens Inter nyder stor succes og marcherer mod det første mesterskab siden 2010, er det ikke alle, der er lige imponeret.

Klubbens tidligere spiller Antonio Cassano er bestemt ikke tilfreds med den måde, som Christian Eriksen og holdkammeraterne henter sine sejre på.

- Den her slags fodbold giver mig myrekryb. Det er forfærdeligt. Hvis jeg havde sådan en træner, ville jeg gå til præsidenten og bede ham om at fyre ham, siger Cassano til Bobo TV, som er en twitchkanal, den tidligere Inter-stjerne Christian Vieri styrer.

Inter-træner Antonio Conte får en hård medfart for hans pragmatiske tilgang. Antonio Cassano mener, at topholdet i Serie A simpelthen spiller for kedeligt.

Conte er en kyniker

Den kritik giver TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker dog ikke meget for.

- Det handler om at vinde fodboldkampe, og det er Antonio Conte om nogen en mand, der gør. Han er jo en kyniker i forhold til at se på, hvordan man vinder en fodboldkamp, siger han.

Som aktiv var Antonio Cassano kendt for at være en karismatisk angriber, og han spillede i klubber som AS Roma, Real Madrid, AC Milan samt Inter.

Han er især utilfreds med, at Inter "parkerer bussen" og stiller sig dybt for at sikre det defensive udgangspunkt.

Vinder ligaen med dårlig fodbold

Inter er gået fra sejr til sejr på det seneste, men det har været uden, at holdet har spillet sig ud. 11 sejre er det blevet til i streg, men isoleres de sidste seks kampe, er det kun blevet til ni mål i sejre, som alle har været med præcis et enkelt mål.

Selvom det har bragt Inter på mesterskabskurs, behager det ikke Cassano.

- Inter vinder Scudettoen (det italienske mesterskab, red.), for den eneste måde, de kan tabe det på, er, hvis de smider det ud af vinduet. Men det er med et tungt hjerte, at jeg må sige, at de spiller dårlig fodbold, siger han.

Tidligere på sæsonen spillede Inter mere offensivt, og selvom det betød mere målrige kampe, betød det også flere pointtab.

Mesterskabet er det vigtigste

Kigger man på hele sæsonen, står Inter noteret for flere scorede mål i ligaen end notorisk offensive mandskaber som Paris Saint-Germain, FC Barcelona og Manchester City. Faktisk er det kun Bayern München i de fem største fodboldligaer i Europa, der har scoret flere mål end Inter.

Conte selv giver ikke meget for kritikken af hans spillestil. Det fortalte han på pressemødet forud for Inters seneste kamp mod Cagliari.

- Bliver spillet kønnere, er det godt. Men det vigtigste er mesterskabet. Så kan vi altid tage i skønhedscenteret og få en ansigtsløftning bagefter, siger han.

Inter fører aktuelt Serie A med 11 point, efter at de søndag vandt med 1-0 over Cagliari.