Fodbold

Stormesteren Zidane udmanøvrerede Koeman i Él Clasico

Fodboldekspert Mads Junker gennemgår den seneste uges fodbold i Spanien og ser frem mod den kommende uges højdepunkter.

Sidste uges højdepunkt(er)

El Clásico

Endnu et kapitel blev lørdag aften skrevet i den fantastiske fortælling om verdens største fodboldkamp. Efter de seneste kvalitetsfattige Él Clasicos diskede de to ærkerivaler op med en forrygende fodboldopvisning, der indeholdt alle de ingredienser, som en attraktiv fodboldkamp skal indeholde. Intensiteten og tempoet var hæsblæsende igennem størstedelen af kampen, og masser af dramatiske hændelser gjorde dette Él Clasico til det bedste i mange år.

Martin Braithwaite endte med at få en uventet hovedrolle, da hans forsøg på at fremtvinge et straffespark i slutningen af opgøret blev det helt store samtalepunkt efter slutfløjtet i på Estadio Alfredo di Stefano. Ronald Koeman og FC Barcelona var rasende over den manglende kendelse, og den hollandske harme fortsatte dagen efter, hvor den catalanske træner på sociale medier fortsatte med at brokke sig over dommer Gil Manzano og hans VAR-hjælpere.

Men kære Ronald.. Det lille træk i armen på danske Martin var altså IKKE nok til et straffespark, omend det først blev tydeligt på de efterfølgende slowbilleder. Den forurettede følelse, som Barca’s spillere løb rundt med, var derfor ganske forståelig, og den følelse blev nok kun forstærket af, at Sergio Ramos i det omvendte opgør fik et straffespark tilkendt ved 1-1 efter en næsten tilsvarende episode.

Benzema åbnede ballet med en sublim hælscoring, inden Kroos udbyggede føringen på et frispark.

På disse linjer hængte jeg sidste år Griezmann ud som en gedigen bangebuks, da han vendte ryggen til et frispark i en udekamp mod Celta Vigo, og den fejl havde unge Dest åbenbart ikke lært af, for han gjorde nøjagtigt det samme og rettede derfor bolden ind i et eget mål fremfor at snuppe sig en mavepuster og komme videre med kampen. Vasquez var centimeter fra at sende FC Barcelona helt ud af opgøret senere i 1. halvleg, men efter Real Madrids stormløb aftog, slog Blaugrana tilbage med en fortjent reducering via Oscar Mingueza i 2. halvleg. I de allersidste sekunder var Ilaix Moriba så umådelig tæt på at bringe balance i regnskabet, da han afsluttede en flot, teknisk detalje med et drøn på overliggeren.

På det taktisk plan foregik der opgøret igennem en konstant kamp mellem de to tidligere superstjerner på hver sin trænerbænk.

Zidane trak sig sejrrigt ud det parti fodbold-skak, hvor særligt justeringen med at sætte Federico Valverde ned som ekstra gardering for Jordi Albas dybdeløb endte med at være kampens afgørende træk. En enkelt gang slap Alba fri indenfor de første 10 minutter, inden Zidane trak i den taktiske håndbremse og stoppede et af Koemans bedste offensive træk. En sjælden taktisk indgriben fra den franske mestertræner, men den viste sig at være af afgørende betydning for kampens forløb.

Sidste uges oversete

En kamp på liv eller død

I skyggen af den intense mesterskabskamp foregår der en endnu mere hidsig nedrykningsdyst. Seks mandskaber forsøger at sende de tre udgaver af sorteper videre til de øvrige konkurrenter runde efter runde. I mere end otte måneder har Huesca indtaget en af de nederste positioner, men pludselig vejrer oprykkerne morgenluft efter syv point i de seneste tre kampe.

Jumbopladsen har de overladt til Eibar, der lige nu ligner den mest oplagte nedrykningskandidat. Den lille baskiske klub har ikke smagt sejrens sødme i de seneste 13 (!) kampe, men træner Mendilibar er på ingen måde under pres. Klubben har garanteret hans fortsatte virke i klubben, hvis holdet skulle rykke ned, men der skal virkelig til at ske noget, hvis klubben med det mindste stadion i årets LaLiga fortsat skal huse fodbold fra Spaniens bedste række i næste sæson.

Ugens mesterskabsopdatering

Marginal overhånd til Atletico

Med Real Madrids sejr i Él Clasico blev der trafikprop øverst i tabellen lørdag aften.

Kortvarigt overtog de forsvarende mestrer førstepladsen - i kraft af et bedre indbyrdes regnskab med Atletico Madrid - indtil Simeones tropper generobrede deres foretrukne position på ranglisten sent søndag aften. Et enkelt point blev det til i den svære udekamp mod Betis, hvormed forspringet er marginalt, men det er stadig Atletico, der sidder med nøglen til skattekisten for enden af LaLiga’s fodboldeventyr.

Atletico har overstået den næstsidste omgang af svære kampe, efter de to gange på en uge har pakket kufferten og sat kursen mod Sevilla. Forude venter fire “nemme” kampe, inden FC Barcelona venter i en vital kamp i fjerdesidste spillerunde.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

Super Sunday

Den kommende weekend giver os et festfyrværkeri af spansk fodbold fra søndag eftermiddag og frem til de sene aftentimer. Hele otte kampe venter der, og fokus er primært rettet mod Madrid-klubbernes opgør. På papiret venter der overkommelige opgaver, men med Atleticos skrantende form, og Real Madrids opgør på Anfield onsdag aften in mente, skal begge klubber holde tungen lige i munden på søndag.

FC Barcelona og Athletic Bilbao bruger weekenden på at slås om Copa del Rey trofæet i Sevilla, og dermed kan catalanerne komme under pres fra de to øvrige mesterskabskandidater, hvis de kan sætte de forventede tre point på kontoen.