Fodbold

Liverpool-fans angriber Real Madrid-bus med sten

Liverpool-fans smadrede en rude med sten, da Real Madrids bus kørte til Anfield før Champions League-kamp.

Onsdagens returkvartfinale mellem Liverpool og Real Madrid fik en dramatisk optakt, da den spanske trup var på vej mod stadion i bus.

Bussen blev nemlig angrebet af Liverpool-fans, der kastede med sten mod bussen, og et stort vindue blev smadret på bussens vej til Anfield. Det skriver BBC.

Billeder af det knuste vindue florerer i stor stil på sociale medier.

Den første kamp i Madrid endte med hjemmesejr på 3-1, så Liverpool skal vinde med mindst 2-0 for at avancere til semifinalen.

Kampen, der begynder klokken 21, spilles på grund af coronarestriktioner uden tilskuere.

Også onsdagens anden kvartfinale mellem Borussia Dortmund og Manchester City fik larmende optakt for City-spillerne.

Dortmund-fans affyrede ad flere omgange fyrværkeri uden for hotellet, hvor City er indkvarteret, i forsøget på at ødelægge det engelske holds nattesøvn forud for returkampen.

Det skriver blandt andet Daily Mail.

City vandt den første kamp på hjemmebane med 2-1.