Fodbold

Neymar var tydeligt rørt efter PSG-triumf

Trods et hav af chancer og flere tekniske finurligheder lykkedes det ikke Neymar at finde netmaskerne i tirsdagens Champions League-kamp mod Bayern.

Et knebent 1-0-nederlag til Bayern München kan betyde meget. Rigtig meget.

Det var nok til at sende Paris Saint-Germain (PSG) videre til semifinalen i verdens fineste klubturnering.

En bedrift, der efterlod parisernes superstjerne Neymar meget rørt på sidelinjen. Kort efter slutfløjtet plantede han sit ansigt i sine tatoverede hænder, rodede sig selv i håret og kiggede følelsesladet op.

Det var på reglen om udebanemål, PSG avancerede, da mandskabet i sidste uge vandt med 3-2 på Allianz Arena. Men med lidt mere skarphed kunne det være endt anderledes på hjemmebanen Parc des Princes, hvor især Neymar misbrugte flere scoringsmuligheder.

- Alle de brændte chancer... Jeg er virkelig glad trods nederlaget. Vi mødte et fantastisk hold, men vi er også et fantastisk hold, og det viste vi her.

- Vi har slået de europæiske mestre ud. Målsætningerne er blevet respekteret, og nu er vi i semifinalen og skal arbejde endnu hårdere, forbedre os og håbe at få en god semifinale, fortalte brasilianeren efter opgøret ifølge franske l'Équipe.

Selvom han aldrig fik sidste fod på en scoring, var den tidligere Barcelona-spiller i hopla. Han viste prøver på sine tekniske færdigheder undervejs og var også flere gange tæt på at finde en medspiller med potentielle målgivende afleveringer.

Desuden blev han honoreret med titlen som kampens spiller og antydede kort efter, at en kontraktforlængelse med den franske storklub var under opsejling.

PSG-spillerne jubler.

Vild fejring

Humøret i det franske og tyske omklædningsrum har sandsynligvis været kontrastfuld efter kampen.

Bayern München forpurrede deres mulighed for at forsvare sidste års Champions League-titel, selvom Eric Maxim Choupo-Moting scorede et vigtigt mål fem minutter før pausefløjtet.

Joshua Kimmich var ærgerlig efter kampen.

I de sidste minutter lagde tyskerne et godt pres, men pariserne holdt stand, og de tog det gode humør med sig ind i omklædningsrummet.

I semifinalen venter enten Manchester City eller Borussia Dortmund, der spiller returkamp i Tyskland onsdag aften efter en 2-1-sejr til englænderne i den første kamp.