Fodbold

Nu skal eneherskeren skabe fremtidens Real Madrid

Uden modstand er Florentino Pérez genvalgt som Real Madrids præsident. Nu skal han føre klubben ind på et nyt stadion – og købe nye superstjerner.

Da klokken havde passeret midnat natten mellem mandag og tirsdag, var sagen klar. Real Madrid kunne udsende en kortfattet meddelelse, der forklarede, at eftersom der kun var én kandidat til det forestående præsidentvalg, var der ingen grund til at besvære sig til stemmeurnerne. Den kommende præsident var dermed den samme som den nuværende: Don Florentino Pérez Rodríguez.

Det var ikke en nyhed, der ryddede forsiderne i Spanien. Hvor præsidentvalget hos arvefjenderne FC Barcelona optog medierne i månedsvis, inden Joan Laporta i marts endelig blev indsat, var der sikkert mange, der slet ikke bemærkede, at også Real Madrids præsidentskab har været på spil.

Kontrasterne mellem de to valghandlinger fortæller meget om de to klubbers ledelse i de senere år. Som udgangspunkt er der egentlig ikke den store forskel i strukturerne; både Real Madrid og Barcelona er medlemsejede klubber, hvor medlemmerne vælger den person, der skal lede klubben. Men hvor det i Barcelona udløste en indædt magtkamp efter den kaotiske tid under den tidligere præsident Josep Maria Bartomeu, har magten i Real Madrid været anderledes solidt placeret hos Florentino Pérez. Og sådan har det været længe.

Da han i 2009 vendte tilbage som Real Madrids præsident, var han den eneste kandidat. Da hans mandat udløb i 2013, havde Pérez heller ikke nogen modstander. Det samme var tilfældet i 2017, og det samme skete altså i denne uge.

I hele 12 år har den i dag 74-årige Florentino Pérez regeret Real Madrid uden modstand, og når hans nye valgperiode udløber i 2025, vil der være gået et kvart århundrede, siden han første gang kom til magten i 2000. Der er stadig et stykke vej op til ikoniske Santiago Bernabéu, der regerede Real Madrid i 35 år indtil sin død i 1978 og i den tid formede klubben. Men efter Bernabéu kommer ingen op på siden af Florentino Pérez’ betydning for klubbens udvikling – og for dens resultater.

De mest vindende Real Madrid-præsidenter:

Santiago Bernabéu (1943-78) - 32 titler

Florentino Pérez (2000-06 og 2009-nu) - 26 titler

Ramón Mendoza (1985-95) - 13 titler

Men der er også en bagside ved historien om Florentino Pérez’ tilsyneladende usårlige magtposition. For hans kritikere mener, at den er en konsekvens af, at Real Madrids vedtægter er skruet så udemokratisk sammen, at det er meget svært at udfordre manden med magten. Og det er såmænd Pérez selv, der har sørget for, at det forholder sig sådan.

Storhed og fald

Hvor Florentino Pérez’ aktuelle genvalg fandt sted i al ubemærkethed, var det anderledes spektakulært, da han første gang overtog magten i Real Madrid i 2000. Dengang havde klubben med Lorenzo Sanz som præsident vundet to Champions League-titler på tre sæsoner, så Pérez vidste, at der skulle noget særligt til for at vinde valget.

Det leverede han i form af verdens dengang bedste spiller, der tilmed spillede for rivalerne FC Barcelona. Luís Figos repræsentanter havde ikke fantasi til at forestille sig, at Pérez rent faktisk ville vinde valget, og havde derfor tjent lidt penge på en forhåndsaftale om et skifte, hvis Real Madrid indløste Figos frikøbsklausul.

Købet af Figo blev starten på den spektakulære strategi, der kendetegnede Florentino Pérez’ første Real Madrid. Superstjerner og globale brands som Zinédine Zidane, Ronaldo og David Beckham fulgte efter de følgende somre, og de såkaldte galácticos blev suppleret af ydmyge fodfolk fra egne rækker.

David Beckham var en af de sidste 'galacticos', der blev præsenteret i Pérez' første tid som præsident i klubben.

Til at begynde med var resultatet succesrigt, både sportsligt og kommercielt. Men korthuset endte med at falde sammen. Pérez dummede sig ved at afskedige Vicente del Bosque, den afholdte og rolige cheftræner, fordi han i præsidentens øjne ikke var profileret nok til at stå i spidsen for Real Madrid. Og samtidig var der opstået kiler i spillertruppen, hvor stjernerne nød præsidentens gunst, og hvor klimaet til sidst var uudholdeligt. Sportsligt gik holdet ned, og Pérez trak sig i begyndelsen af 2006.

”Kejseren var fuldt ud bevidst om sin nøgenhed. Han havde etableret en kultur, der var skabt til fiasko. Den byggede på opdeling og ulighed, og han havde i forløbet overflødiggjort sportsdirektører og umyndiggjort trænere,” skrev den engelske journalist Sid Lowe i sin bog ”Kærlighed og had i La Liga.”

Det lange træk

Men hvor Florentino Pérez i sin første tid som præsident repræsenterede storhedsvanviddets skrøbelighed, så er han i sin anden periode med tiden blevet en mere stabiliserende faktor og en garant for Real Madrids position i verdenseliten.

Det startede ellers lige så spektakulært som første gang med den voldsomme oprustning i sommeren 2009, hvor Cristiano Ronaldo, Kaká, Karim Benzema og Xabi Alonso blev købt til klubben.

Men Pérez havde åbenlyst lært af fejlene fra den første periode og sørgede for, at truppen blev bygget mere harmonisk op. Og han lod sig ikke længere forføre af de store stjerner, men kalkulerede usentimentalt, når det var tid til at tage afsked med selv ikoniske figurer som Iker Casillas og Cristiano Ronaldo – og måske nu Sergio Ramos.

Og hvor han i sin første periode drømte om at se Real Madrid spille klodens ypperste fodbold, så har Florentino Pérez i sin anden periode mest koncentreret sig om at bygge et hold, der kan vinde. Nogen særligt defineret fodboldfilosofi har der ikke været tale om.

På den måde er Florentino Pérez i højere grad kommet til at minde om forgængeren og forbilledet Santiago Bernabéu. Identiteten er trofæerne.

Nationalt har Barcelona vundet syv mesterskaber mod Real Madrids tre, siden Pérez vendte tilbage i 2009. Men i de sidste fire sæsoner står det 2-2. Og hvor Pérez kom til på et tidspunkt, hvor Barcelona netop havde vundet Champions League, så har han og Real Madrid vundet Champions League fire gange siden da, mens Barcelona blot har vundet to.

Real Madrid har i hvert fald ikke længere grund til at føle sig underlegen i forhold til Barcelona, sådan som de gjorde i 2009. Og nu er rollerne byttet om, så det er den tilbagevendte Joan Laporta, der skal få Barcelona på ret køl igen, ligesom den tilbagevendte Pérez skulle det i 2009 over for Laportas dengang velsmurte Barcelona.

Lynvalg

Det var ventet, at 2021-valget først ville blive afholdt efter sæsonens afslutning, men skærtorsdag meddelte Florentino Pérez pludselig, at han havde bedt om at få sat valgprocessen i gang.

Den proces varede halvanden uge inden deadline mandag ved midnatstid, og ret hurtigt forekom det urealistisk, at Pérez ville få en modkandidat.

Det bedste bud var den blot 32-årige forretningsmand Enrique Riquelme, der tidligere på året var begyndt at positionere sig frem mod det forventede sommervalg. Nu meddelte Riquelme dog, at han ikke følte, at der var tid nok til at præsentere hans projekt inden deadline.

Så hvis formålet med det fremrykkede lynvalg var at eliminere den unge opkomling som en potentiel trussel, var Florentino Pérez lykkedes med sin plan.

Men forløbet har også udstillet, hvordan de demokratiske principper har det svært i kæmpeklubben Real Madrid. Tanken om, at ethvert medlem skulle kunne blive valgt som præsident, er langt fra virkeligheden, hvor det er mere end svært at vælte Pérez fra tronen.

Florentino Pérez præsenterer Cristiano Ronaldo i Real Madrid med klublegenden Alfredo Di Stefano i baggrunden sammen med Eusebio.

Årsagen er, at Florentino Pérez selv i 2012 fik gennemført flere ændringer af Real Madrids vedtægter. Ændringer, som ifølge kritikerne mest handlede om at befæste præsidentens egen magtposition. Kravene til nye præsidentkandidater blev skærpet, så man blandt andet skal have været medlem af klubben i hele 20 år i træk inden valget. Og den personlige bankgaranti, som en præsident i en medlemsejet klub ifølge spansk lovgivning skal stille, fik i Real Madrids tilfælde et ekstra tvist; den skulle fremover stilles, så snart et medlem meldte sit kandidatur og ikke først efter et eventuelt valg.

Så hvor Joan Laporta i marts efter valget i Barcelona havde ti dage til at skaffe rygdækning for den økonomiske garanti, skulle en eventuel Pérez-udfordrer allerede i mandags præsentere en bankgaranti, der dækkede 15 procent af klubbens udgifter, hvilket sidst år var omkring 100 millioner euro. Og kandidaten kunne ikke som Laporta stille garantien ved hjælp af forskellige støtter udefra.

Ikke ret mange medlemmer af Real Madrid ville realistisk kunne stille sådan en garanti i løbet af halvanden uge, og derfor var der intet overraskende i, at hverken Enrique Riquelme eller andre trådte ind på scenen som udfordrere til Florentino Pérez. I stedet er hans mandat nu styrket i en vigtig tid – og det er måske den primære årsag til, at han gerne ville have valget overstået allerede nu.

Stadion og storindkøb

Real Madrid står i en brydningstid med store beslutninger forude både internt i klubben og eksternt. I første omgang venter Florentino Pérez på den endelige beslutning om fremtidens Champions League, hvor en ny struktur fra 2024 sandsynligvis bliver vedtaget. Med sit nye mandat bliver Pérez præsidenten, der fører Real Madrid ind i en ny tid for europæisk klubfodbold.

Samtidig står Real Madrid midt i covid-19 og de deraf udløste økonomiske udfordringer. Pandemien fremrykkede den omfattende ombygning af Estadio Santiago Bernabéu, og når nu det skulle være, kan Real Madrid glæde sig over, at de var så langt i planerne, at de kunne udnytte den tilskuerløse tid til at accelerere byggeriet. Det vil om kort tid give Real Madrid et stort forspring i forhold til Barcelona, der først senere skal i gang med deres modsvar i form af et nyt Camp Nou.

Det nye Bernabéu manifesterer Real Madrids position i verdenseliten, og den næste udfordring bliver at sikre den sportslige position. Ugens avancement til den niende semifinale i Champions League i de sidste 11 sæsoner beviser, at selv i en svingende sæson som den aktuelle er Real Madrid blandt kontinentets stærkeste hold.

Erling Haaland nævnes som et af de varmeste transfernavne til Real Madrid.

Men stadig er behovet for fornyelse åbenlyst, og det store spørgsmål er, om lynvalget også har handlet om at sikre Pérez et klart mandat frem mod store sportslige investeringer den kommende sommer. Kylian Mbappé og Erling Haalands navne florerer jævnligt, og efter den fejlslagne satsning på Eden Hazard trænger Real Madrid til en ny superstjerne til at tage over fra de aldrende Karim Benzema, Luka Modrić og Sergio Ramos på banen – og til at kaste stjernestøv over Real Madrids brand.

I Champions League-slutspillet er Real Madrid oppe mod milliarderne fra Qatar, Forenede Arabiske Emirater og Rusland i form af Paris Saint-Germain, Manchester City og Chelsea. Tre klubber, der ikke var noget særligt, da Florentino Pérez for 21 år siden for første gang kom til magten i Real Madrid, men som er nutidens og fremtidens konkurrenter.

Florentino Pérez har i sine forretninger selv knyttet bånd til Saudi-Arabien, og selvom spanske medier i omtalen af Champions League-feltet har lanceret Real Madrid som en rigtig fodboldklub efter den gamle model i kampen mod de nyrige udfordrere, så har eneherskeren Pérez utvivlsomt tænkt sig at gøre, hvad der skal til, for at hans Real Madrid også fremover vil være klodens største fodboldklub.