Fodbold

Så mange tilskuere kan hver enkelt Superliga-klub lukke ind

Fra næste uge bliver det igen muligt for de danske Superligafans at komme på stadion. Der er dog fortsat restriktioner.

Fodboldfans landet over kan fra den 21. april igen vende tilbage til de danske stadions.

Og ligesom i sommer vil de danske fans blive lukket ind på stadion efter Superligaordningens regler.

Denne gang betyder det, at der højst må være 500 siddende tilskuere på sektioner, der er klart adskilte. Derudover skal der være separate indgange til hvert afsnit, fansene skal holde mindst en meters afstand til hinanden, og der vil være krav om coronapas og registrering, når man skal ind på tribunen.

Superligaordningen blev droppet med virkning fra september, men fra onsdag er det altså igen muligt at komme til fodbold på stadion.

TV 2 SPORT har været i kontakt med alle klubberne, som i henhold til den oprindelige Superligaordning sætter cirkatal på, hvor mange tilskuere de kan lukke ind i den kommende tid.

Brøndby IF

Antal tilskuere ved genåbning: 8500

- Det er vi selvfølgelig utroligt glade over. Vi har ventet længe og kæmpet hårdt for at få tilskuere tilbage på Brøndby Stadion og i det hele taget i Superligaen. Så det er selvfølgelig en glædens dag. Og det er en model, som faktisk matcher, det vi afviklede meget forsvarligt sidste år med 46 Superliga-kampe uden nogen form for smittespredning. Så den er en model, vi kender og vil være klar til at implementere, siger Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby til TV 2 SPORT.

Normalt har Brøndby IF en stadionkapacitet på cirka 28.000 tilskuere.

FC Midtjylland

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 4400

- Det sidste år har været en rutsjebanetur, fordi vi sidste sommer beviste, at vi kunne have en sikker tilskueroplevelse med alle sikkerhedsforanstaltningerne i Superligaordningen, men siden da har savnet tilskuerne på MCH Arena. Nu ser vi bare fremad og glæder os over, at vi kan få folk på stadion.

- Vi er mere end klar til at leve op til Superligaordningen, og vi glæder os mere end noget andet til at se vores fans og sponsorer på MCH Arena igen, siger Preben Rokkjær, Support- og Marketingdirektør i FC Midtjylland, til klubbens hjemmeside.

Normalt har FC Midtjylland plads til 7.300 siddende tilskuere og 4.500 stående.

AGF

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 8500

- Vi er selvfølgelig meget glade for den her nyhed og ser frem til igen at kunne byde fans, publikum og sponsorer tilbage på Ceres Park. I starten i et begrænset omfang under Superligaordningen, men det er alligevel fantastiske nyheder, at der nu igen åbnes op - og vi kan nu begynde arbejdet frem mod at åbne for endnu flere fans i Ceres Park, siger Morten Lerke, ansvarlig for publikumsoplevelser i AGF, til klubbens hjemmeside.

AGF har normalt en kapacitet på 19.433 siddepladser.

FCK

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 10.500

- Det er helt afgørende for dansk fodbold, at vi kommer i gang igen og får tilskuere ind til kampene i Superligaen. Der er rigtigt mange arbejdspladser på spil og klubbernes økonomi er voldsomt pressede. Al evidens peger på, at det er sikkert og trygt at gå til fodbold under de rammer, vi har udviklet, siger direktør i F.C. København, Lars Bo Jeppesen på klubbens hjemmeside.

Uden restriktioner er der normalt plads til 38.065 tilskuere i Parken.

Randers FC

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 4400

Der kan normalt være cirka 10.300 tilskuere i Randers.

FC Nordsjælland

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 1600-3000

Den normale tilskuerkapacitet i Farum er 9.800 siddepladser og 500 ståpladser.

SønderjyskE

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 3000

SønderjyskE har normalt plads til 10.100 tilskuere.

OB

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 5000

- Vi har i lang tid arbejdet på at få genindført Superligaordningen, så det er en fantastisk nyhed, når vi snart kan have fans tilbage på tribunerne.

- Vi har savnet fansene, og den stemning de bringer, utrolig meget, så det bliver skønt at få dem tilbage på lægterne. Nu skal vi bare holde fast i den samme grundighed som hidtil, så vi alle beviser, at vi kan løfte opgaven, siger Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB, til klubbens hjemmeside.

Der er normalvis plads til 15.790 tilskuere i Odense.

AaB

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 3750

- Vi har efterhånden oplevet nok fodboldkampe med dåselyd i fjernsynet. Fodbold handler om at skabe oplevelser, og det er vi glade for, at vi igen kan tilbyde vores fans på Aalborg Portland Park. Vi håber, at det her er startskuddet til en fuld genåbning til efteråret, siger AaBs administrerende direktør, Thomas Bælum, til Nordjyske.

Uden restriktioner har AaB plads til 13.100 tilskuere.

Vejle Boldklub

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 4500

Vejle har normalt plads til 11.060 fans på lægterne.

Lyngby Boldklub

Antal tilskuere ved genåbning: Cirka 2300

- Det er fantastisk, og det er en glædens dag for os. Vi har glædet os til at få vores fans, sponsorer og investorer tilbage på stadion. Så vi er bare ovenud lykkelige. Og så er vi i den gunstige situation, at vi er det første stadion, der skal åbne på onsdag den 21, hvor vi spiller hjemme, siger Lyngbys kommercielle direktør, Andreas Byder, til TV 2 SPORT.

Der er normalvis plads til cirka 10.000 tilskuere i Lyngby.

AC Horsens

Antal tilskuere ved genåbning: 4583

- Vi glæder os, og jeg er lykkelig for, at vi nu igen har udsigt til at få sponsorer, fans og sæsonkortholdere på stadion, siger Kristian Nielsen, der er direktør i AC Horsens, til Horsens Folkeblad.

- Vi kan bruge erfaringerne fra den gamle ordning, og ifølge den kunne vi få plads til 4583 tilskuere. Nu skal vi i gang med at forberede os, og vi afventer at få nogle udmeldinger fra Divisionsforeningen om alt det praktiske for eksempel i forhold til bespisning på stadion, siger Kristian Nielsen.

Horsens har uden restriktioner plads til cirka 10.400 tilskuere på stadion.