Fodbold

Storklubber jagter dansker: - Et fedt skulderklap

Roma og Tottenham meldes særdeles interesserede i Jannik Vestergaard, der kan være i gang med sine sidste kampe for Southampton inden et sommerskifte.

Det vrimler med succeshistorier for de danske landsholdsspillere i europæisk topfodbold.

Én af dem, der har trukket flest positive overskrifter for sine præstationer i denne sæson, er Jannik Vestergaard, som har spillet den ene flotte kamp efter den anden for engelske Southampton.

Faktisk er det svært at få øje på, at den tidligere U21-landsholdsanfører nogensinde har været bedre.

Derfor er det da heller ikke overraskende, at det i disse dage ikke kun er danskerens gode spil for Premier League-klubben, der skrives flittigt om. Slår du op på siderne i de italienske og engelske sportsmedier spekuleres der lige nu kraftigt i et skifte for danskeren, hvis kontrakt med Southampton udløber om et års tid.

- Naturligvis er det altid et fedt skulderklap og et tegn på, at jeg har gjort det godt, når andre store klubber nævnes som interesserede i medierne, siger forsvarsspilleren til TV 2 SPORT uden dog at ville gå i flere detaljer om den store interesse.

- Jeg kan ikke kommentere på rygter om andre klubber, for jeg har ét år tilbage af min kontrakt med Southampton, og alt handler om, at vi slutter sæsonen godt.

Det er italienske Tuttomercato, der melder Europa League-semifinalisterne fra Roma på banen som en meget seriøs bejler til Vestergaard. Romerne skulle angiveligt være klar til at købe danskeren fri af kontrakten med Southampton, når transfervinduet åbner efter denne sæson.

Flere engelske medier - heriblandt Daily Mail - har ligeledes berettet, at den 28-årige dansker er blandt de varmeste navne i Tottenham, der ønsker at stabilisere defensiven. I så fald kan succesfulde Vestergaard blive den anden danske spiller på lønningslisten i London-klubben, efter Tottenham sidste sommer købte landsholdskollegaen Pierre-Emile Højbjerg i netop Southampton.

- Det bekræfter da mit eget syn på, at jeg har ramt noget af det bedste spil i karrieren lige siden corona-breaket sidste forår, fortæller Vestergaard om de flatterende skriverier til TV 2 SPORT.

- Måske er afslutningen på sidste sæson og denne sæson min bedste og mest stabile periode overhovedet ud af mine efterhånden 300 kampe i internationalt fodbold.

Jannik Vestergaard har været én af de absolut vigtigste spillere hos Southampton i denne sæson.

Sæsonens største opgave venter på Wembley

Men før Jannik Vestergaard kan træffe en beslutning om fremtiden og sætte punktum for denne sæson, er der fortsat en hel del at se til.

Den stærke stopper skal ikke mindst holde den gode og imponerende form ved lige, så han kan blive inde i varmen hos landstræner Kasper Hjulmand forud for sommerens EM-slutrunde.

Derudover venter der søndag sæsonens vigtigste kamp for Vestergaard og holdkammeraterne i Southampton. FA Cup-semifinalen mod Leicester på det storslåede Wembley Stadium i den engelske hovedstad. En kamp, der kan sende Southampton et skridt nærmere klubbens første titel i 11 år.

- En 'one off-kamp' på Wembley er i sig selv stort for klubben - og ikke mindst for fansene. Det er så bittert, vi ikke har et fyldt stadion. Men at kunne spille sig i finalen af en stor og prestigefyldt pokalturnering som FA Cup er stort for selv de største klubber. For os og for hele byen vil det være mere end fantastisk, forklarer Jannik Vestergaard til TV 2 SPORT.

- Det er en enorm kamp, der er med til at definere vores sæson. Vi var superstærke i efteråret og lå med helt fremme i tabellen, inden vi ramte den lange, tunge periode med mange skader - blandt andet til mig selv. Der røg rytmen og energien i holdet simpelthen. Nu skal vi ud og vise det topniveau, som vi ved, at vi har.

Topniveaet har Jannik Vestergaard vist prøver på op til flere gange i denne sæson. Faktisk er danskeren den bedst bedømte centrale forsvarsspiller i Premier League i denne sæson, hvis du ser på statistikker fra Opta og Whoscored.

Samtidig er Vestergaard også blevet anerkendt for sine mange flotte kampe i form af en plads på årets danske hold i 2020 - valgt af spillerne i Spillerforeningen.

Og hvem ved? Måske en ny, stor præstation søndag og en plads i FA Cup-finalen kan tage den danske landsholdsspiller et skridt tættere på et stort sommerskifte til enten Roma, Tottenham eller en helt tredje klub et niveau eller to over Southampton.