Fodbold

Boris Johnson går nu ind i sag om mulig ny fodboldliga: - Det vil være meget skadende

Boris Johnson siger, at det vil ramme lige i hjertet, hvis flere af de engelske topklubber planlægger at blive en del af en lukket europæisk liga.

Tanken om en europæisk Super League bevæger sig tættere på at blive en realitet. Og længere væk fra blot at være rygter.

Søndag aften udsendte Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) en pressemeddelelse, fordi de havde erfaret, at 12 europæiske topklubber sidder og arbejder på at rive sig løs af de nationale ligaer for at skabe en lukket europæisk topliga.

De store klubber viser endnu engang deres grimme ansigt

Carsten Werge, TV 2 SPORTs fodboldredaktør

UEFA gjorde det klart, de var indstillet på at gå rettens vej, hvis det skulle blive en realitet. Søndagens udvikling har sat gang i reaktioner fra mange leder og kanter.

Først var det Manchester United-legenden Gary Neville, der ordret sagde, at han 'væmmes over sin gamle klub', fordi de overvejer at tilgå den såkaldte Super League. Nu har Englands premierminister, Boris Johnson, også meldt sig på banen.

- Planerne om en europæisk Super League vil være meget skadende for fodbolden, og vi støtter fodboldautoriteter i at handle. Det vil ramme lige i hjertet af den hjemlige liga og bekymre fans landet over.

- De involverede klubber må svare sine fans og den bredere fodboldforsamling, inden de tager næste skridt, skriver Boris Johnson på sin Twitter-profil.

Der er grund til panderynker hos spillerne fra de store klubber. De kan ende med at stå i en situation, hvor de skal vælge mellem klubhold eller landshold.

De store klubber viser sit grimme ansigt

Rygterne om en europæisk Super League har floreret i efterhånden flere år. Men i denne omgang virker det til, at der begynder at være noget om snakken.

Det bekymrer TV 2 SPORTs fodboldredaktør Carsten Werge, for ifølge ham har klubberne kun én ting for øje.

- Der er alvor bag det her. De store klubber viser endnu engang deres grimme ansigt i forhold til, hvor grådige de i virkeligheden er. For det her handler kun om penge.

- De store klubber vil have endnu flere penge, og så vil de blæse på deres fødekæde i forhold til at skabe talenter. De er på vej ud af økosystemet. Og det er derfor, at UEFA, FIFA og de nationale forbund nu vil slå hårdt ned.

Dette forslag risikerer at lukke døren til fansene for evigt og reducerer dem til tilskuere og forbrugere

Keir Starmer, leder af oppositionen i Storbritannien

UEFA skrev i søndagens pressemeddelelse, at de havde erfaret, at 12 klubber arbejder på at skabe den her lukkede liga.

New York Times erfarede søndag, at det er seks engelske klubber, tre italienske og tre spanske, der er gået sammen om at bryde ud i en lukket liga.

Ifølge avisen drejer det sig om:

  • Manchester United, Liverpool, Manchester City, Arsenal, Chelsea og Tottenham fra England
  • Real Madrid, Barcelona og Atletico Madrid fra Spanien
  • Inter, Milan og Juventus fra Italien

Det er med andre ord verdens største klubber. Og derfor er det også enorme summer, der bliver talt om i øjeblikket.

- Der er jo allerede forlydender om, at de vil være garanteret tre milliarder om året. Der ligger en forretningsplan klar, og derfor har UEFA og FIFA grund til bekymring, siger Carsten Werge.

Klubberne bør genoverveje med det samme

Den lukkede liga vil selvsagt betyde, at de nationale ligaer vil stå til stor skade. Især i England, hvor fodbold- og fankulturen er en indgroet del af landets selvforståelse.

Derfor er opfordringen fra Keir Starmer, lederen af oppositionen i Storbritannien, ganske klar:

- Super League-forslaget, som blev lækket i dag (søndag, red), strider imod alle de ting, der gør fodbold skønt. Det formindsker konkurrencen. Det trækker vindebroen op. Det er designet til og af en smal elite.

- Men værst af alt ignorerer det fansene. Dette forslag risikerer at lukke døren til fansene for evigt og reducerer dem til tilskuere og forbrugere.

- De involverede klubber i dette forslag bør genoverveje det omgående. Og hvis de ikke gør det, bør de mærke konsekvenserne af deres handlinger. Fordi fodbold uden fans er ingenting, skriver han på Twitter.

Frygter dominoeffekt

UEFA adresserede i sin pressemeddelelse, at "de gerne vil takke klubberne i de andre lande, specielt dem i Frankrig og Tyskland, som har nægtet at gå med i det".

Ejerne af Neymar, Mbappe og resten af PSG-mandskabet har ifølge UEFA sagt nej til Super League.

Sagen er den, at både Dortmund og Bayern München i Tyskland eftersigende har sagt nej, hvilket også gør sig gældende for Paris Saint-Germain i Frankrig.

De første afsløringer om Super League lød på, at man satsede på at lave en lukket liga med 36 hold. Derfor kan det stadig ikke udelukkes, at de andre tophold ikke hopper med ombord, mener Carsten Werge.

- Jeg tror ikke, man skal tage det for givet, at eksempelvis Bayern München og Paris Saint Germain ikke kommer med, men de er ikke med nu. Det kommer nok an på, hvad der sker.

- Men for de fleste af de klubber, der er med nu, gælder det, at de er ejet af rigmænd. Det ved vi også, PSG er, men med Bayern er det en anden størrelse. Hvis der kommer hul på bylden, så tror jeg dog også, at der kommer franske og tyske hold med, vurderer fodboldredaktøren.