Fodbold

Elendige Eibar var den perfekte kur for Atlético

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser nærmere på ugen, der er gået i LaLiga.

Rundens højdepunkt(er)

Oprejsning for Atlético

De seneste måneder har Atlético Madrid lignet en syg patient, der konsekvent bevægede sig nærmere og nærmere afgrunden. Der har været sporadiske tegn på bedring nogle uger, men runden efter en optur har vi igen fundet Atlético Madrid tilbage i sengen med en ny diagnose.

Det lignede et spørgsmål om tid, førend de øvrige topklubber kastede Simeone og co. ned til de ventende krokodiller, og derfor kom weekendens kamp som sendt fra himlen.

Søndag eftermiddag var der endelig en eliksir, der fik Atlético-spillerne til at spille med glæde, mål, tempo og generelt strutte af spilleglæde. Den mirakuløse kur kom i skikkelse af et udueligt Eibar-mandskab, som på det helt rigtige tidspunkt lagde vejen forbi det ydre Madrid og gladeligt kickstartede Atlético Madrids drømme om det første mesterskab i syv sæsoner.

Medmindre Atlético Madrid bruger weekendens sejr som affyringsrampe til at rydde bordet de sidste syv spillererunder, så venter der os en historisk tæt LaLiga-afslutning denne sæson

Den - til lejligheden - uvante angrebsduo med Llorente og Correa snuppede hver to shots med målsmag, mens det usikre forsvar fik sig en gratis omgang af rent mål-varianten fra Eibars velassorterede bar.

Den sympatiske lille baskerklub rykker ned i denne sæson, det kan der ikke længere herske tvivl om. Men de har været et fantastisk bekendtskab, og Diego Simeone har nok gengældt Mendilibars Happy Hour på banen med en passende flaske Rioja i katakomberne efter opgøret.

Rundens oversete

Sevillas snigløb

Sevilla har i ly af den medrivende mesterskabskamp sneget sig ind på LaLigas fronttrio og truer sensationelt med at blande sig i kampen om titlen som spansk mester.

Julen Lopeteguis mandskab har sæsonen igennem været stærkt defensivt, mens offensiven har haltet for meget til at sætte længerevarende sejrsstimer sammen. Hver eneste gang Sevilla har haft muligheden for at lukke hullet til de tre storhold, har de fejlet og er igen forsvundet tilbage i skyggerne, mens de har betragtet Spaniens tre fodboldmastodonter løbe med rampelyset. Efter weekenden kan vi dog ikke længere sidde Sevillas mesterskabskandidatur overhørig.

Her cementerede de nemlig deres plads i top-4 med en overbevisende 2-1 sejr i San Sebastián mod Real Sociedad, og fra nu af er der kun ét mål for Andaluciens stolthed: At snyde de tre favoritter på målstregen og skabe en historie, som vil mejsle sig ind i såvel den spanske som internationale fodboldfortællinger for evigt.

Ugens mesterskabsopdatering

Spændingen er intakt

Som nævnt ovenfor er mesterskabsdysten pludselig blevet beriget af endnu et mandskab og dermed yderligere spænding i de sidste fem uger af LaLiga-sæsonen.

Real Madrid snublede sent søndag aften mod Getafe, da et skades- og karantæneramt mesterhold var heldige at slippe af sted fra opgøret med et enkelt point. Udover det massive mandefald valgte Zidane at spare såvel Benzema som Kroos fra start, og de mange omrokeringer endte da også med, at Getafe var i kontrol fra start til slut. Endnu engang var Thibaut Courtois manden, der reddede Real Madrid fra den komplette ydmygelse, og belgieren kandiderer kraftigt til prisen som årets spiller hos Los Blancos.

Blot seks point adskiller kvartetten af mesterskabsbejlere, og medmindre Atlético Madrid bruger weekendens sejr som affyringsrampe til at rydde bordet de sidste syv spillererunder, så venter der os en historisk tæt LaLiga-afslutning denne sæson.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge

LaLiga-fodbold om lidt igen

Mens skribenten på det personlige plan fejrer indgangen på et nyt årti, bruger LaLiga-klubberne onsdag aften til at skyde 31. spillerunde i gang.

De fire tophold har alle overkommelige opgaver på programmet, men denne sæson har med al tydelighed vist os, at der ikke findes “nemme” kampe for nogen klubber. Medmindre man da lige møder Eibar for tiden…

FC Barcelona lukker runden af torsdag aften, når de igen skal fokusere på LaLiga efter den overbevisende sejr i Copa del Rey lørdag aften mod Athletic Club. Modstanderen hedder Getafe, og Bordalas viste i kampen mod Real Madrid, at de på ingen måde overgiver sig uden kamp. Det er stadig Messi og co., der er i jægerens rolle, og inden opgøret på Camp Nou kan Barca være hele otte point efter førerholdet fra Atlético, hvis Simeones mandskab fortsætter takterne fra weekenden, når oprykkerne fra Huesca lægger vejen forbi Wanda Metropolitano.

Puslespillet om mesterskab, nedrykning og europæiske billetter begynder at tage form, og selvom hver spillerunde udgør en identisk brik, føles de sidste runder af sæsonen alligevel altid mere signifikante, når det endelige resultat skal gøres op.