- Et angreb på den europæiske fodboldstruktur, siger DBU-direktør

DBU tager skarpt afstand til 12 europæiske klubbers planer om en ny fodboldliga ved navn Super League.

Udbryderturneringen Super League har på ingen måde Dansk Boldspil-Unions (DBU) billigelse.

Det fortæller unionens administrerende direktør, Jakob Jensen, til TV 2 NEWS:

- Det er en gennemført dårlig idé af flere grunde, især fordi fodbold for mig er drømme og magi. I 1964 blev Brøndby IF stiftet, og i 1991 kom klubben i en europæisk semifinale på det olympiske stadion i Rom. Det er et kæmpe problem, at det ikke længere vil være muligt at spille sig op og vinde og udleve de drømme, som fans, fodboldspillere og klubber går rundt med.

- Et andet problem er, at det er en lukket liga alene med det formål at tjene penge. Fodbold er for mig meget, meget mere end penge. Det er fællesskaber, det er penge til at udvikle breddefodbolden, som UEFA (Det Europæiske Fodboldforbund, red.) betaler i dag, og som der ikke vil være nogen som helst mulighed for med den her nye liga.

- Det er et grundlæggende angreb på den europæiske fodboldstruktur, siger han.

"Et spørgsmål om at ville tjene endnu flere penge"

I udspillet fra Super League, der skal have deltagelse af i alt 20 klubber, står der, at ligaen – ud over konkurrence og faciliteter i verdensklasse – vil give "øget økonomisk støtte til den brede fodboldpyramide". DBU har endnu ikke set nogen planer for, hvordan pengene skal komme ud til den brede fodboldfamilie.

De er blevet taget som gidsler i den her situation

Jakob Jensen, administrerende direktør, Dansk Boldspil-Union

Set fra Jakob Jensens stol er der udelukkende tale om grådighed.

- Der er masser af penge i europæisk fodbold i forvejen. At det ikke skulle være bæredygtigt, er nyt for mig. De penge, der tjenes i dag, bruges også på forbund, børnefodbold og breddefodbold. Det er grådighed, det her. Det er et spørgsmål om at ville tjene endnu flere penge.

- Jeg kan se, at alle fans i Europa, også klubbernes egne, siger, at det her er en helt håbløs idé. Så der er vel ikke andre end de 12 klubber i sig selv, der synes, at det er en god idé. Og vi er helt enige med alle de fans, der tager afstand fra det her, siger DBU-direktøren.

Spillerne taget som gidsler

Som reaktion på Super League har UEFA meddelt, at de pågældende klubbers spillere kan blive nægtet muligheden for at repræsentere deres respektive landshold.

Set med danske briller kan det betyde, at Christian Eriksen (Inter), Simon Kjær (AC Milan), Martin Braithwaite (FC Barcelona), Pierre-Emile Højbjerg (Tottenham) og Andreas Christensen (Chelsea) bliver udelukket fra det danske landshold.

Jakob Jensen håber, at det ikke når så vidt.

- Vi har nogle fantastiske landsholdsspillere, som brænder for at spille på vores landshold og i øvrigt gør det enormt godt i øjeblikket. De er blevet taget som gidsler i den her situation. De har jo ikke været med til at beslutte det.

Skal de så sige nej til at spille for deres klub?

- Det er alt for tidligt at udtale sig om. Jeg håber, at det hele bliver løst og landet, inden at det her overhovedet bliver et problem. Lige nu er det et teoretisk problem. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for, at vores landsholdsspillere kan spille med på vores landshold, men det er klart, at FIFA og UEFA truer med bål og brand, og det gør de, fordi det her er så gennemført en dårlig idé, og de trusler støtter vi selvfølgelig.

Fem klubber skal kvalificere sig til turneringen

De 12 europæiske storklubber er Manchester City, Real Madrid, FC Barcelona, Juventus, AC Milan, Arsenal, Atlético Madrid, Chelsea, Inter, Liverpool, Manchester United og Tottenham.

Super League bliver et alternativ til Champions League, som UEFA står bag, og kampene i turneringen skal spilles midt på ugen.

Af de 20 klubber skal 15 af dem være medstiftende klubber. Dermed søger de 12 klubber tre yderligere klubber for at lande på de 15 klubber tilsammen. De sidste fem klubber skal kvalificere sig for at være med.

Super League skal efter planen begynde i august, hvor de 20 klubber bliver inddelt i to grupper med hver ti klubber, der alle møder hinanden ude og hjemme.