Fodbold

Europæiske storklubber bekræfter ny liga

Allerede inden offentliggørelsen af en ny liga med engelske, spanske og italienske klubber mødte den kritik.

12 store europæiske fodboldklubber planlægger at stifte en ny turnering med navnet Super League.

Det meddeler klubberne kort efter midnat natten til mandag ifølge nyhedsbureauet AFP. Aftalen inkluderer Manchester United, Manchester City, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Tottenham, Real Madrid, Barcelona, Atlético Madrid, Inter, Juventus og AC Milan.

Udbryderturneringen skal spilles midt på ugen og have i alt 20 hold med, hvoraf 15 af dem skal være medstiftende hold. Dermed søger klubberne tre yderligere hold for at lande på de 15 hold tilsammen. De sidste fem hold skal kvalificere sig for at være med.

- Tre yderligere klubber vil blive inviteret til at slutte sig til de resterende klubber inden starten på den indledende sæson, som begynder hurtigst muligt, skriver klubberne i en fælleserklæring ifølge AFP.

26 milliarder kroner til de stiftende klubber

Ifølge nyhedsbureauet Reuters modtager de stiftende klubber et engangsbeløb på 3,5 milliarder euro. Det svarer til cirka 26 milliarder danske kroner.

- Ved at samle verdens største klubber og spillere i turneringen Super League skriver vi et nyt kapitel i europæisk fodboldhistorie, der skal sikre konkurrence og faciliteter i verdensklasse og øget økonomisk støtte til den brede fodboldpyramide, siger Joel Glazer.

Han er amerikansk medejer af Manchester United og næstformand i Super League.

Der vil også blive præsenteret en Super League for kvinder, skriver Reuters.

Turneringen mødte allerede inden offentliggørelsen af planerne kritik.

Søndag stillede Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) sig forrest i kritikken og truede med at gå rettens vej for at stoppe turneringen.

Ifølge UEFA kan klubberne blive straffet for at starte deres egen turnering. De kan ifølge forbundet blive udelukket fra de nationale turneringer, og spillerne risikerer at få frataget muligheden for at repræsentere deres landshold.

Også en række fodboldpersonligheder, organisationer og politikere har sluttet sig til koret af kritikere.

FIFA misbilliger liga uden for de internationale strukturer

Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, tager afstand fra den europæiske udbryderturnering Super League, fordi den ikke harmonerer med de internationale fodboldstrukturer.

Det oplyser FIFA i en erklæring.

- På denne baggrund kan FIFA kun udtrykke sin misbilligelse over for en "lukket, europæisk udbryderliga", der står uden for de internationale fodboldstrukturer, udtaler FIFA ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kritikken kommer, kort efter at de 12 europæiske storklubber har meddelt, at de vil stifte den nye turnering.