Fodbold

FIFA misbilliger liga uden for de internationale strukturer

Det Internationale Fodboldforbund har ikke meget tilovers for den nye, lukkede turnering Super League.

Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) tager afstand fra den europæiske udbryderturnering Super League, fordi den ikke harmonerer med de internationale fodboldstrukturer.

Det oplyser FIFA i en erklæring.

- På denne baggrund kan FIFA kun udtrykke sin misbilligelse over for en "lukket, europæisk udbryderliga", der står uden for de internationale fodboldstrukturer, udtaler FIFA ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Kritikken kommer, kort efter at 12 europæiske storklubber har meddelt, at de vil stifte en ny turnering.

Med i aftalen er Manchester City, Liverpool, Manchester United, Arsenal, Chelsea, Tottenham, FC Barcelona, Real Madrid, Atlético Madrid, Inter, Milan og Juventus.

Modtager 26 milliarder kroner hver

Ifølge Reuters modtager de stiftende klubber et engangsbeløb på 3,5 milliarder euro. Det svarer til cirka 26 milliarder danske kroner.

Også klubsammenslutningen European Club Association (ECA) er "stærkt imod" en udbryderliga, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Set i lyset af dagens udmeldinger om en såkaldt udbryderliga så gentager ECA - der repræsenterer 246 førende klubber i hele Europa - sit tilsagn om at arbejde for at udvikle modellen for Uefas klubturneringer begyndende fra 2024, udtalte ECA søndag, inden Super League-planerne blev endeligt bekræftet.

Reformerer klubturneringer i 2024

Det sker med henvisning til, at de europæiske klubturneringer efter planen skal reformeres fra 2024.

Natten til mandag oplyser den italienske storklub Juventus til AFP, at den har forladt ECA for i stedet at blive medlem af Super League.

Samtidig er Juventus' bestyrelsesformand, Andrea Agnelli, trådt tilbage som præsident for ECA. Han har også trukket sig som medlem af Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) eksekutivkomité.

Ifølge en pressemeddelelse fra Super League bliver netop Agnelli en af to næstformænd i Super League sammen med Joel Glazer, der er bestyrelsesformand for Manchester United.

Florentino Pérez, der er præsident i Real Madrid, bliver formand for Super League.