Fodbold

Fire milliarder fans må på banen for at stoppe fodboldens vanvid

KLUMME: Magtkampen er skudt i gang for alvor. Der har været tilløb til det her i flere år, men pludselig blev planerne mere konkrete.

Fodboldens borgerkrig handler om meget mere end en kærlighed til sporten. Den handler om penge - mange penge - og ikke mindst magt. Det sidste er en væsentlig årsag til det faktuelle skrig om en ny superliga blandt de absolut største.

Mer’ vil ha’ mer’. Det gælder også i magtens korridorer. Og derfor tror jeg, vi skal se det her fremstød, den her trussel, som de store klubpræsidenters krav om mere synlig indflydelse i forhold til den europæiske fodbold og i forhold til UEFA. En markering af den personlige (og klubmæssige) eksponering - vi snakker profil og økonomi.

Real Madrids tidligere præsident Ramon Mendoza lagde ikke skjul på, hvor stort, globalt og synligt et job det er at være frontfiguren i en af verdens førende fodboldklubber. “Det er større end at være præsident i Spanien”, blev han citeret for. Og med det mente han, at en hel verden ved, hvem præsidenten i Real Madrid er.

Langt de fleste klubpræsidenter i dag er store forretningsmænd, og det styrker selvsagt deres eksponering, at stå i spidsen for en af de helt store fodboldklubber. For dem handler det (selvsagt) om at blive endnu større i erhvervsmæssigt og personligt øjemed, og det gør de gennem fodbolden.

Siden 2009 har Florentino Pérez været præsident i Real Madrid, og selvom han også er præsident for ACS, et af verdens største entreprenør- og byggefirmaer, er han mere omtalt og kendt som styrmand i den spanske storklub. Og mere kendt som manden, der hentede Cristiano Ronaldo til Madrid og nu står bag byggeriet af klubbens renoverede hjemmebane, Super Bernabeu. Et bygningsværk, der har fået omtale som en triumfbue for Real Madrid og præsident Pérez.

Ønsker flere penge

Pérez er en af “bagmændene”, der ønsker flere penge, mere magt til de europæiske topklubber og dermed større (personlig) eksponering. Andre er ligeledes store forretningsmænd og klubejere. Andrea Agnelli, der står bag Agnelli-imperiet, som blandt meget andet er kendt fra FIAT-koncernen, er præsident i Juventus.

Arsenals amerikanske ejer, forretningsmanden Stan Kroenke, Manchester Uniteds amerikanske Glazer-familie og Liverpools amerikanske investor og forretningsmand John Henry har bakket op, og de har alle tidligere udtalt, at det betød meget for deres virksomheder at være storklubejere, men at de selvfølgelig også elskede fodbold.

Vi spoler lige tilbage til Ramon Mendoza, tidligere præsident i Real Madrid, der gik videre omkring betydningen af sin post: “Den er mere værd end at være de Forenede Nationers generalsekretær”.

Magtkampen er skudt i gang

Nu er der spillet mere konkret ud end tidligere fra de største klubber i Europa. Indtil videre dog med undtagelse af Paris SG og Bayern München - det sidste lidt besynderligt, for netop den tyske klub, via det vi kalder bestyrelsesformanden Karl-Heinz Rummenigge, har i mange år været fortaler for en særlig Superliga.

“Krigserklæringen” er tydelig, og UEFA og FIFA har reageret med trussel om sanktioner - bakket op af Premier League, LaLiga og den italienske Serie A. Præsidenter - altså “rigtige” præsidenter - var hurtigt ude med fordømmelser.

Storbritaniens Boris Johnson og Frankris Emanuel Macron som de tydeligste. Kommentatorer med særlig slagkraft og tidligere spillere har skarpt kritiseret planerne, som TV 2 SPORTs fodboldredaktør Carsten Werge, der kalder det for “de store klubbers grimme ansigt”.

Magtkampen er skudt i gang for alvor. Der har været tilløb til det her i flere år, men pludselig blev planerne mere konkrete, nok fordi UEFA står klar med en nylancering af Champions League.

En presbold

Så de 12 klubbers udspil skal vel nok også ses som en presbold. Altså det, som Michael Laudrup i en kommentar til TV 2 SPORT kalder “hvem blinker først”. Begge parter skal give sig - men hvor meget? De rækker begge ud efter den absolutte magt.

Og hvis de ikke strammer sig an og finder en løsning, så står fire milliarder fodboldfans - så mange er der verden over - klar til at gøre opmærksom på, at de skal høres. Og det er der vægt i. Superliga-modellen har sammenlignet sig med den amerikanske basketliga, NBA, men der er den store og afgørende forskel, at klubfodbolden har så meget mere pondus i fanskare, at det kan blive afgørende.

Fansene har længe følt, at klubbernes økonomiske interesser er gået ud over dem. Det er blevet markant dyrere at gå til bold, der er færre tilgængelige billetter i omløb, stadionfaciliteterne bliver mere og mere tilegnet andre end “de ægte fans”, afstanden til klubber og spillere er blevet uopnåelig. Nu har de chancen for at få de stemmer, der under coronapandemien har været tavse, hørt.