Michael Laudrup: Storklubbers projekt bliver ikke til noget
Michael Laudrup har spillet for tre af klubberne, der står bag den europæiske superliga.
Super League kommer aldrig til at blive en ting. I hvert fald ikke hvis man spørger Michael Laudrup.
- Både initiativtagerne og UEFA læner sig op ad kritik, og jeg tror, det her mest af alt skal ses som en magtkamp. Vi er på vej mod en “hvem blinker først”-duel, siger Michael Laudrup til TV 2 SPORT.
Den tidligere verdensstjerne spillede for europæiske storklubber som Juventus, FC Barcelona og Real Madrid, der alle er med i initiativgruppen til den såkaldte Super League.
Hvis planen gennemføres, begynder den nye superliga til august.
De næste måneder bliver dog afgørende, for UEFA og FIFA lægger pres på de 12 klubber. Det kan blandt andet betyde, at spillerne fra klubberne ikke må stille op for deres respektive landshold.
- UEFA og FIFA’s trusler om sanktioner synes klare, de nationale ligaer er også stærkt kritiske og så har flere store navne været skarpe. Og ingen tvivl om, at sympatien på verdensplan ikke er med ideen, siger Michael Laudrup, der derfor hælder til, at projektet ikke bliver til noget.
Handler udelukkende om penge
Den nye turnering er stiftet af Manchester United, Manchester City, Liverpool, Arsenal, Chelsea, Tottenham, Real Madrid, Barcelona, Atlético Madrid, Inter, Juventus og AC Milan.
Og selvom kampe mellem de store klubber lyder interessant, er projektet ifølge Laudrup stablet på benene af en anden årsag.
- Efter min mening handler det her om magt og penge – intet andet. Og jeg tror, man skal se på det, som at de store klubber giver UEFA kniven for struben. De vil have mere indflydelse og flere penge, siger Michael Laudrup til TV 2 SPORT.
Giver ingen mening sportsligt
Michael Laudrup kan heller ikke se den sportslige mening med en ny turnering kun for de største klubber. Alternativet med en udvidelse af Champions League, som UEFA tidligere har lagt op til, huer ham dog heller ikke.
- UEFA er jo ikke meget bedre. De vil også have flere kampe for at få flere penge. Det giver ikke mening i en tid, hvor fodboldkalenderen ikke kan tage mere, hvor der snakkes om rovdrift på spillerne, og hvor Champions League-formatet fungerer fint, siger Laudrup.
Super League skal efter planen begynde i august, hvor i alt 20 klubber bliver inddelt i to grupper med hver ti klubber, der alle møder hinanden ude og hjemme.