Fodbold

- Det står i kontrakten, at man ikke kan trække sig fra Super League

Real Madrids præsident Florentino Perez holder stædigt fast i drømmen om en europæisk Super League.

Det kan godt være, de store planer om en turnering kun for topklubberne er eksploderet.

Men det har ikke smadret Florentino Perez’ håb om en eksklusiv Super League, og derfor står Real Madrid-præsidenten klar til at samle stumperne op.

Han vil arbejde videre med projektet, der trods massiv modstand ”er på standby”, og ifølge Perez er ingen af de øvrige klubber i øvrigt trådt ud af samarbejdet.

- Foreløbigt har ingen forladt Super League. Ingen har betalt bøden for at gøre det, siger Perez til den spanske radiostation Cadena Ser ifølge norsk TV 2.

Interviewet fandt sted sent onsdag aften, og Perez, der er formand for Super League-projektet, ønsker ikke at præcisere prisen for at træde ud af samarbejdet.

- Det står klart i kontrakten, at man ikke kan trække sig. De fleste involverede er direktører, der kender denne verden, tilføjer han.

Ni hold har sagt farvel til projektet

Planen for udbryderturneringen Super League blev lanceret natten til mandag, hvor 12 af Europas største klubber meldte sig på banen som medstiftere.

  • Fra England: Manchester City, Chelsea, Liverpool, Manchester United, Tottenham og Arsenal
  • Fra Spanien: Real Madrid, Barcelona og Atlético Madrid
  • Fra Italien: Juventus, Inter og Milan

De 12 klubber søgte yderligere tre medstiftende klubber, så i alt 15 hold automatisk ville spille med i turneringen år efter år. De skulle have selskab af fem hold, der skulle kvalificere sig.

Men efter modstand fra blandt andre fans, de internationale- og nationale fodboldforbund samt spillere og trænere har ni af de 12 klubber meddelt, at de trækker sig. Flere har meldt ud, at de har sat processerne i gang, og derfor kan Florentino Perez have ret i, at ingen officielt var helt ude af projektet onsdag aften.

I skrivende stund er Real Madrid, Juventus og Barcelona de eneste, der ikke har annonceret et exit fra Super League. Dermed venter et stort oprydningsarbejde for Florentino Perez og de andre, der stadig tror på projektet.