Barca hyldet og hånet før storsejr

Barcelona-spillerne blev hyldet af Getafe med en æresport inden torsdagens LaLiga-kamp for deres pokaltriumf. En hyldest, der ikke stod alene.

To rækker, taktfaste klapsalver og 11 trøjer med ordene 'Fodbold er for fansene' og 'Champions League - fortjen det'.

Det var synet, der mødte fodboldseerne, inden torsdagens LaLiga-opgør mellem FC Barcelona og Getafe.

Som sådan er der intet unormalt i at lave en æresport for et hold, der netop har vundet pokaltitlen. Men at gøre det iført trøjer med stærke protester mod selvsamme hold - det er ikke hverdag.

Protesterne fra Getafe-spillerne er rettet mod Barcelonas deltagelse i det omdiskuterede Super League-projekt, hvor catalanerne sammen med Real Madrid og Juventus fortsat ikke officielt har trukket sig.

Tværtimod var Barcelonas præsident, Joan Laporta, torsdag ude og fortælle, at han ser Super League som en nødvendighed for storklubberne. De har ifølge ham brug for de penge, en sådan turnering kan generere.

- De store klubber leverer mange ressourcer til fodbolden, og vi må bede om respekt i fordelingen af økonomien. Vi har brug for flere ressourcer for at kunne levere et godt show. Det tror jeg, der vil være forståelse for, siger Joan Laporta i et interview med den catalanske tv-station TV3.

Barcelona vandt torsdagens opgør mod Getafe med 5-2, og for tv-seerne var protesten mod Super League tydelig fra start til slut. LaLiga-transmissionerne sendes nemlig med et EARN IT-logo nederst i højre hjørne.

Ikke de første protester

Getafe-mandskabet er ikke ene om at markere deres utilfredshed med Super League-ideen og de hold, der i første omgang valgte at gå ind i projektet, gennem protesttrøjer.

Det gjorde Leeds også.

Under et døgn efter de første officielle udmeldinger om 12 klubbers deltagelse i udbryderligaen tog Leeds imod Liverpool i Premier League. Under opvarmningen var de iført hvide trøjer med samme budskaber som Getafe: 'Champions League - fortjen det' og 'Fodbold er for fansene'

Siden valgte Liverpool sammen med de øvrige fem Premier League-mandskaber, Manchester City, Manchester United, Chelsea, Tottenham og Arsenal at melde sig ud af Super League. Det samme gjorde Inter, Milan og Atlético Madrid.