Fodbold

Messi har fundet sit svar

TV 2 SPORTs fodboldekspert Mads Junker ser nærmere på ugen, der er gået i LaLiga.

Rundens højdepunkt(er)

Topholdene brugte midtugens runde på at banke speederen i bund frem mod de sidste og afgørende omgange af LaLiga’s lange racerløb.

Ens for alle fire mesterskabsbejlere var, at de på ukarakteristisk vis styrede igennem alle rundens passager uden at være i nævneværdige problemer, og de bedste kørere på hvert team har nu sat sig bag rattet frem mod en hæsblæsende afslutning, hvor der bliver trængsel ved målstregen.

Benzema og Real Madrid strålede onsdag aften, da den energiforladte præstation fra Getafe-kampen i søndags blev afløst af en magtdemonstration mod de rebelske oprykkere fra Cadiz. Den franske skarpretter gjorde det egenhændigt af med hjemmeholdet i første halvleg, og Zidane ser igen ud til at have toptunet sit hold til de afgørende uger af sæsonen.

Torsdag var det så Atléticos nye angrebskonstellation Llorente og Correa, der fik Diego Simeones dyre racerbil tilbage på cruise control. Kontrasten til det tunge og møjsomlige spil, som Atlético har vist igennem 2021, har været stor de seneste to kampe, og nu handler det for Atleti om at bygge videre på det momentum, som to nemme sejre har givet dem.

Topholdet fra Madrid var presset til sejr, og det man vist roligt sige, at de fik. Video: TV 2 SPORT

Slutteligt lukkede FC Barcelona runden af med en overbevisende sejr, efter Messi havde smurt den catalanske angrebsmaskine med den magiske motorolie, som ingen producenter i verdenen formår at kopiere. Vi fik et tidligt varsel om en veloplagt Messi, da han efter 12 minutter testede holdbarheden af overliggeren, og en halv time senere havde den lille magiker oversprintet og afdriblet det sagesløse Getafe-forsvar så tilpas mange gange, at Bordalas i pausen hejste sit hvide flag og sendte tre ungdomsspillere på banen fra starten af anden halvleg. Messi kunne have fuldendt sit hattrick i de sidste sekunder af opgøret, men det tilkendte straffespark fik Griezmann lov at sparke i kassen som tegn på det overskud, der pludselig har indfundet sig hos catalanerne.

FC Barcelona’s anfører forlod sit andet hjem med et smil på læben efter endnu en opvisning, og skulle denne sæson bliver hans sidste, så har det seneste halve års præstationer været af så høj karakter, at ingen kan betvivle hans dedikation til sin hjerteklub.

Netop denne eventyrlige periode med mål, smil, assist, pokaltriumf og massevis af sejre, har overbevist mig om, at vi også fremadrettet kan nyde verdens bedste spiller i årene fremover, når TV 2 byder på LaLiga-bold.

Det svar, han søgte i sommer, har han fundet frem til gennem de seneste fire måneder. Talentmassen fra La Masia pibler igen gennem FC Barcelonas porer, og Messi kan se fodboldintelligensen hos Pedri og Frenkie De Jong være så stor, at han i rollen som mentor kan guide de to til toppen af fodboldens rangstige, når han takker af.

FC Barcelona vandt 5-2 over Getafe i LaLiga. Se alle målene her. Video: TV 2 SPORT

Rundens skuffelse

Bedst som Valencia lignede et hold, der var fri af nedrykning, har to point i de seneste fire kampe sendt traditionsklubben tilbage i hundeslagsmålet om overlevelse i LaLiga.

På papiret er holdet alt for godt til at skulle deltage i nedrykningsdysten, men den manglende bredde i truppen har kostet dyrt i en sæson med et yderst komprimeret kampprogram. Og så er to sejre ud af 17(!) mulige på udebane hellere ikke en statistik, som Wass og holdkammeraterne skal prale ret meget af. Forude venter et 'nemt' kampprogram med fire af de klare nedrykningskandidater på menuen, men netop af den grund er der ikke plads til alt for mange svipsere, førend den tidligere storklub for alvor kan komme i problemer.

Ugens mesterskabsopdatering

Alt forblev status quo i kampen om det spanske mesterskab henover midtugen. Atlético bevarede dermed sit forspring på tre point til bysbørnene fra Real, mens FC Barcelona stadig har noget terræn at indhente grundet deres udsatte kamp fra sidste weekend.

Sevilla holder fortsat trit med de tre forhåndsfavoritter, efter Lopeteguis mandskab hentede en 'klassisk' 1-0 sejr. De hvide fra Andalucien har nu hentet seks sejre i de seneste syv opgør, og selvom kampprogrammet begynder at spidse til fremadrettet, så står de først i køen, hvis storklubberne snubler på stribe. Eller hvis de tre mastodonter pludselig finder på at lave deres egen lille miniliga henover weekenden.

  1. Atlético Madrid: 73 point, 32 kampe
  2. Real Madrid: 70 point, 32 kampe
  3. FC Barcelona: 68 point, 31 kampe
  4. Sveilla: 67 point, 32 kampe

Der spilles 38 kampe i LaLiga.

Hvad skal vi glæde os til i den kommende uge?

Midtugens tag-selv-buffet af lette point til de fire tophold er skiftet ud med et noget sværere program henover den kommende weekend.

Modstanden til topholdene skal findes omkring de europæiske pladser i LaLiga, og særligt FC Barcelona kommer på en krævende opgave, når de gæster Cerámica i Villareal søndag eftermiddag. Unai Emerys tropper har haft en svingende sæson, men formkurven har været stigende de seneste måneder, hvor særligt Gerard Morenos (mål)form har været sublim. Villareal har dog også en Europa League-semifinale ventende torsdag aften, og for en klub, der aldrig nogensinde har deltaget i en finale af nogen art, vil det opgør naturligt ligge i baghovedet hos såvel spillere som træner. Særligt når modstanderen er Emerys seneste arbejdsgiver, nemlig Arsenal.

For en sjælden gangs skyld er det førerholdet fra Atletico, der lukker ballet i den kommende spillerunde, og med den nyvundne selvtillid ligner kampen i Bilbao mod Athletic Club den mest overkommelige opgave af dem, titelkandidaterne udsættes for i denne spillerunde.