Chelsea slår West Ham i dyst om Champions League-fordel
Chelsea lagde afstand til West Ham i jagten på en top-4-placering med en sejr over London-rivalen på 1-0.
Chelsea kom lørdag et skridt tættere på Champions League-deltagelse i næste sæson.
Det skete, da Andreas Christensen og co. på udebane slog West Ham med 1-0 i Premier League. Timo Werner stod for kampens ene mål kort før pausen.
Direkte duel
Inden kampen havde Chelsea og West Ham lige mange point på henholdsvis fjerde- og femtepladsen, men nu har førstnævnte altså et forspring på tre point i jagten på en top-4-placering. Begge hold mangler at spille fem kampe.
Efter en forsigtig start på kampen begyndte Chelsea så småt at tage teten. Oplagte målchancer var det dog småt med. Så kom West Ham lidt i gang, men hjemmeholdet var heller ikke farlige.
Kort før pausen fik Chelsea dog prikket hul på målbylden. Bolden blev spillet op på Timo Werner, der hurtigt sendte den ud på venstreflanken. Ben Chillwell sparkede den fluks på tværs i feltet, hvor Werner var løbet ind. Tyskeren skulle bare sætte indersiden på for at gøre det til 1-0.
Målet stoppede en mere end to måneder lang måltørke for Werner, der ikke ligefrem har fået en flyvende start på tilværelsen i det engelske efter skiftet fra RB Leipzig sidste sommer.
Chelsea-kontrol efter pausen
Chelsea kontrollerede begivenhederne i anden halvleg og kom da også til et par fine chancer, men den sidste skarphed manglede hver gang.
West Ham havde ikke ret meget at skyde med, og hjemmeholdet fik det ikke nemmere, da det blev reduceret til ti mand efter direkte rødt kort til Fabian Balbuena.
Danske Frederik Alves sad på West Hams bænk, men kom ikke i aktion. Den unge forsvarsspiller har stadig sin førsteholdsdebut til gode.