Fodbold

Cornelius assisterer to gange i målfest

Andreas Cornelius spillede en stor kamp, selvom Parma tabte med 3-4 i Serie A.

Den danske angriber gjorde, hvad han kunne.

Men to assists fra Andreas Cornelius var ikke nok til, at Parma hentede de tre point i bundbraget mod Crotone i Serie A.

De tabte nemlig med 3-4 i en yderst målrig kamp.

Parma kom bagud efter bare 14 minutter, men et kvarter efter slog Cornelius og Parma til.

Danskeren driblede nemlig helt ud til venstre hjørneflag på Crotones banehalvdel, hvor han alligevel fik slået bolden ind over. Her mødte Hernani den med hovedet og udlignede til 1-1.

Dette lod Crotone sig dog ikke slå ud af, og i slutningen af første halvleg scorede de både til 2-1 og 3-1.

Danskeren fortsatte

Cornelius var dog ikke færdig med at assistere.

Efter bare fire minutter i anden halvleg headede han bolden videre til Gervinho, der scorede. Fem minutter efter bragte Valentin Mihaila spænding tilbage i kampen, da han udlignede til 3-3.

Men igen slog Crotone tilbage, da Simy scorede på straffespark i det 69. minut.

Parma og Cornelius jagtede en udligning mod slutningen af kampen, men kom aldrig rigtig tæt på. Dermed hentede Crotone tre tiltrængte point.

Der faldt hele syv scoringer, da Cornelius og Parma tabte 3-4 til Crotone. Video: TV 2 SPORT

Crutone, der fortsat er på sidstepladsen i Serie A, haler dermed ind på Parma og Cornelius, der er på 19.-pladsen.

Crutone er sidst med 18 point, imens Parma har 20. Der er dog otte point op til Cagliari på 18.-pladsen.